Imponerende jubilæum – Skibsfartens hus fylder 100 år

Foto: Danske Rederier.

Danske Rederiers smukke hovedsæde i Amaliegade fylder rundt. Bygningen, der blev opført til formålet i 1922, har i 100 år været centrum for dansk skibsfart.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danske Rederiers hovedsæde i Amaliegade 33 har været ramme om lidt af hvert de sidste 100 år – her i blandt møder, konferencer, forhandlinger, fester, filmoptagelser og ikke mindst helt almindelige arbejdsdage i skibsfartens tjeneste.

Derfor vil den runde fødselsdag bliver fejret med et morgenmadsarrangement for nuværende og tidligere medarbejdere af huset den 3.oktober.

”Hvis vægge kunne tale, så er jeg sikker på, at man ville kunne høre mange gode historier her fra vores kontorer i Amaliegade. Bygningen har på mange måder været et fast anker i den vilde udvikling, dansk skibsfart har gennemgået de sidste 100 år, og jeg glæder mig derfor til at fejre det på mandag,” siger administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Danske Rederier blev stiftet i januar 1884 af fremsynede og progressive redere, som satsede på dampdrevne skibe i en tid, hvor sejlskibene endnu var i stort flertal. Efter 1. Verdenskrig vurderede man, at det nu var på tide at få sit eget hus.

Den 3. december 1919 blev projektet vedtaget, og i foråret 1920 gik man i gang med at bygge. Arbejdet med det store hus skred planmæssigt frem, og allerede den 2. oktober 1922 kunne man flytte ind i forhuset. I vinteren 1923 blev det første rederimøde afholdt i mødesalen med efterfølgende middag,

”Vi føler os enormt privilegerede over at arbejde i så smukke omgivelser. Men uden de mange kollegaer som har haft deres gang her og givet huset liv, ville det bare være en tom skal. Jeg glæder mig derfor til at fejre husets fødselsdag med mange af dem, der dagligt gør – eller har gjort – en forskel for dansk skibsfarts succes. Og så vil vi skåle på. at huset også står som en stærk bastion for fremtidens grønne skibsfart, som er det næste store hav, vi skal krydse,” siger Anne H. Steffensen.

Powered by Labrador CMS