Den maritime julekalender – 14. december
Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet fra det forgangne år. Glædelig 14. december.
Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 14. december.
To russiske krigsskibe, en slæbebåd og et tankskib vakte i begyndelsen af oktober større opsigt da de tog ophold i Aalbæk Bugt cirka 20 kilometer nord for Læsø.
Det danske Forsvar valgte at holde et skarpt øje med de gæstende fartøjer, som dog lå helt lovligt i internationalt farvand. Alligevel mente russerne dog, at den danske fiskekutter FN 226 Andrea Klitbo under en sejlads kom en anelse for tæt på deres fartøjer.
Overfor TV2 Nord fortalte skipper Thomas Christiansen nemlig, at det ene russiske krigsskib over radioen advarede den danske fiskekutter om, at de var kommet for tæt på de russiske fartøjer.
“Det ene krigsskib kaldte, da vi kom for tæt på tankskibet, og da vi kom tæt på det ene krigsskib, stod folk på dækket og kiggede på os,” sagde Thomas Christiansen til TV-kanalen.
Søværnets inspektionsskib Thetis sejlede under russernes besøg i ring omkring det ene af fartøjerne – eftersøgnings- og redningsskibet Nina Sokolova fra den russiske flåde.