Den maritime julekalender – 16. december

16_December

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet fra det forgangne år. Glædelig 16. december.

Offentliggjort

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 16. december.

At diesel blev dyrebare dråber i 2022 er ikke gået manges næser forbi, men en eller flere tyve gik alligevel skridtet videre, da de tømte tanken på Hals-Egense-færgen for mellem 2.500 og 3.000 liter diesel.

Tyveriet blev opdaget en tirsdag morgen i slutningen af november, da man ville tjekke mængden af brændstof for at starte motoren. Men til store overraskelse var tanken altså tom.

“Det har været nogle frække og koldblodige tyve. Færgen ligger ved en træbro midt i havnen, hvor der er frit udsyn. Tyvene må have brugt slanger, pumpesystem, tank og en stor bil for at køre det væk,” sagde overfartsleder på Hals-Egense-færgen Johannes Jørgensen til mediet Nordjyske.

Tyveriet blev anmeldt til Nordjyllands Politi, og færgen har siden taget sine forholdsregler for, at en gentagelse af dieseltyveriet ikke finder sted.

Overfarten kan i øvrigt se frem til om tre år at få en ny færge, der skal sejle på strøm. Dermed sikrer man sig mod flere dieseltyve.

Powered by Labrador CMS