Skipperen blev bleg, da Susanne sagde, hun en dag ville afløse ham
Susanne Thilqvist er en af de første danske kvinder, der blev uddannet som styrmand. Hun blev først afvist som elev på Georg Stage, og under uddannelsen mente en kaptajn, at kvinder ikke hørte til på broen. Det gjorde hende bare mere sikker på målet, og i 1980 blev hun færdiguddannet som styrmand.
Tekst: Mette Iversen – journalist, historiker og researcher på M/S Museet for Søfart
“Få røven i dækket sømand!” lyder tilråbene fra kollegerne omkring hende. 18-årige Susanne Thilqvist hiver og slider i trossen for at få det sidste stykke af skibet Clifford Mærsks fortøjninger op på dækket. Men det tunge tovværk lystrer ikke armene, og modvilligt må Susanne til sidst bede om hjælp fra de hujende, mandlige kolleger.
Den dengang 18-årige Susanne Thilqvist er ikke kommet sovende til sin uddannelse som styrmand.
I dag er hun havnekaptajn på Køge Havn og husker tydeligt sin første sejlads som styrmandsaspirant. Året var 1977, og kvinder på dækket eller broen i den danske handelsflåde var et højst usædvanligt syn.
“Man skulle kæmpe for at bevise, at man var god nok som kvinde. Du blev hele tiden sat på prøver – for eksempel med at løfte noget. Jeg var rimelig stædig, og ellers havde jeg nok heller ikke overlevet i branchen. Så jeg skulle ikke hjem fra skibet, før jeg selv kunne hive fortøjningen op,” fortæller Susanne Thilqvist,
Da hun godt tre år senere stod med et friskt eksamenspapir fra navigationsskolen i hånden, var Susanne Thilqvist en af Danmarks første kvindelige styrmænd.
“Muligvis nummer seks – det fik jeg i hvert fald at vide,” siger Susanne Thilqvist.
Kun fire år før – i 1977 – havde Marstal Navigationsskole sendt sin første kvindelige styrmand ud i branchen. I 1972 markerede Sømændenes Forbund, at den første kvinde – matrosen Karen Margrethe Mortensen – havde meldt sig ind i fagforeningen. Kvinderne fra de forskellige faggrupper skriver sig alle ind i historien om, hvordan kvinder gik ombord på dæk, på broen og i maskinen.
Tidligere i århundredet havde kvindelige søfolk sejlet som stewardesser eller kokke, og fra 1950’erne dukkede kvinder også op på skibenes radiostationer som telegrafister. Men 1970’erne blev årtiet, hvor kvinder fik adgang til alle arbejdsområder på danske skibe – dog ikke uden modstand eller direkte chikane fra nogle mandlige kolleger.
“Den slags tager vi ikke – farvel!”
Fascinationen af havet begyndte måske allerede, da Susanne Thilqvist som barn gik tur ved Øresund sammen med sin far. Han ville gerne have været maskinmester, men blev det aldrig.
Drømmene dryppede på Susanne. Et frø blev nok også lagt, da hun i 7. klasse var på klassetur med sejlskibet Fulton.
“At sejle med Fulton var inspirerende. Kommandovejen var kort, og konsekvenserne kunne du se med det samme. Drejede du rattet den forkerte vej, sejlede skibet den forkerte vej,” fortæller Susanne Thilqvist. Helt afgørende blev dog en svær tid i gymnasiet, hvor familien var i krise.
“Jeg så en annonce fra skoleskibet Georg Stage, hvor de søgte friske unge mænd og tænkte: Det er genialt. Man får en uddannelse, man kommer ud at sejle. Det er det, jeg skal!”.
Susanne ringede straks for at høre nærmere om optagelse, og skipperen i den anden ende af røret spurgte, hvordan det gik med dansk, matematik og engelsk.
“Det går meget godt,” svarede hun, inden skipperen lod næste spørgsmål falde:
“Og hvad hedder din søn så?”
Susanne forklarede, at hun ikke havde nogen søn, men selv ville til søs, og det blev enden på samtalen.
“Den slags tager vi ikke. Farvel!” lød skipperens afsked.
Til gengæld kunne Susanne Thilqvist få plads på en søfartsskole i Svendborg og søgte derefter ind som styrmandsaspirant hos Mærsk. Men mens de mandlige klassekammerater fluks efter søfartsskolen kunne stå til søs, måtte Susanne vente et halvt år med at komme på havet, fordi kvinder skulle være 18 år og myndige for at få en søfartsbog. Unge mænd derimod kunne få søfartsbog som 15-årige.
“Jeg var født tre år bagud,” kommenterer havnekaptajnen.
