Blade udvider testcenter på Aalborg havn

0

Snart skal endnu flere vindmøllevinger stå sin styrkeprøve på Aalborg havn. Det står klart efter, at Aalborg Havn A/S har indgået en aftale med testcenteret BLAEST om en ny, stor testhal i Aalborg Øst, der skal opføres på et areal ved siden af virksomhedens eksisterende testcenter.

Den nye testhal får til formål at imødegå den stigende efterspørgsel på vingetest, som de senere års intensiverede fokus på vindenergi har medført. Beslutningen om etableringen af den nye testhal er truffet, eftersom BLAEST netop har indgået en aftale med den danske vindmølleproducent Vestas med et omfang, der kommer til at udnytte den nye testhals fulde kapacitet.

“Øget testkapacitet er afgørende for, at vi fortsat kan være førende inden for vingetest og holde snuden i vækstsporet. Vi er derfor rigtig glade for, at vi er blevet enige med Aalborg Havn om etableringen af den nye og moderne testhal, som fordobler vores kapacitet og giver os mulighed for at indgå et tættere samarbejde med Vestas om vingetests, siger Erik Steen Jensen, adm. direktør i BLAEST.

Udvidelsen betyder, at BLAEST står overfor en markant forøgelse af medarbejderstaben fra 22 i dag til omkring 35 i løbet af det kommende år.
BLAEST vil dermed blive verdens suverænt største uafhængige testcenter for vindmøllevinger, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Kilde: BLAEST

(Visited 4 times, 1 visits today)