Stærk vækst og overskud i Bunker Holding

0

Det var en rigtig god forretning at handle med bunkerolie for et af verdens største selskaber af sin art, Middelfart-virksomheden Bunker Holding.

Virksomhedens stærke vækst betød, at indtjeningen landede på 77,3 mio. dollar før skat, hvilket næsten er en fordobling i forhold til året før, skriver virksomheden i en pressemeddelse.

“Jeg er meget tilfreds med dette års stærke økonomiske resultater, som er en følge af vores solide forretningsmodel og en fokuseret eksekvering af strategien, opnået gennem unikke færdigheder og hårdt arbejde blandt vores dedikerede medarbejdere,” udtaler Keld R. Demant, der er CEO i Bunker Holding.

Virksomheden betegner sig selv som velkonsolideret med en egenkapital på 318 mio. dollar og indgik fornylig en treårig aftale med et syndikat af 12 globale og regionale banker om en kreditfacilitet på 1 mia. dollar.

“Den solide økonomiske position og vores nye industri-ledende kreditfacilitet giver os en exceptionel position og gør, at vi sammen med den tillid og støtte vi oplever fra markedet, er parat til at tage 2020-udfordringen op,” siger Keld R. Demant.

De nye IMO-krav om reduktion af svovludledningen fra bunkerolie betyder, at hele industrien står overfor kolossale omvæltninger fra 1. januar 2020.

Et af virksomhedens datterselskaber, Dan-Bunkering, kom i mediernes søgelys i foråret, da DR i flere indslag og artikler kædede virksomheden sammen med ulovlig handel med flybrændstof til Syrien. Virksomheden er igennem længere tid blevet efterforsket af Fyns Politi i sagen, som ifølge Dan-Bunkering intet har på sig.

Bunker Holding er sammen med bl.a. Uni-Tankers og Shipping Holding datterselskaber i United Shipping & Trading Company, der er ejet af Torben Østergaard-Nielsen.

Kilde: Bunker Holding

(Visited 1 times, 1 visits today)