Danske gevinster ved havvind undersøges

0

Den lokale jobskabelse ved etableringen af havvind har aldrig været undersøgt og derfor ved man reelt ikke, hvor meget værdi, udbygningen skaber. Det vil Dansk Energi, Wind Denmark og Danske Rederier derfor undersøge i en ny analyse, der er den første af sin slags, skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse.

”Energipolitik er i dag også en del af erhvervspolitikken, og derfor er det vigtigt for Danske Rederier at kunne dokumentere den merværdi, der skabes ved udbygningen af havvind. Her snakker vi både flere arbejdspladser og mere økonomisk aktivitet, men også en styrkelse af det lokale erhvervssamfund på tværs af Danmark”, siger Thomas Sylvest, chefkonsulent i Danske Rederier. 
Den nye regering har endnu lagt sig fast på, hvor mange havvindparker, der skal etableres ud over de tre, der allerede blev besluttet i forbindelse med indgåelsen af energiaftalen i fjor og som får en samlet kapacitet på minimum 2.400 MW, svarende til alle danske husstandes samlede elforbrug.

Og de tre organisationer er klar til flere og peger på, at vindmøller bidrager betydeligt til den danske eksport og danske virksomheder er førende indenfor både produktion og opførelse af havvindmøller.

“Danmark har en unik mulighed for at blive Nordens grønne kraftværk og bidrage til, at Europa bliver fri af fossile brændsler. Vi er sikre på at, at det fælles projekt på ny og innovativ vis vil kaste lys over den lokale vækst og jobskabelse som havvind bidrager til”, siger Kristine Van Het Erve Grunnet, branchechef for VE i Dansk Energi.

Analysen foretages af konsulenthuset QBIS – og det antages at analysen vil være færdiggjort ultimo 2019. Projektet er støttet af Den Danske Maritime Fond.

Kilde: Danske Rederier

(Visited 1 times, 1 visits today)