Register-knas før jomfrutur med flagskib

0

Tæller et havneanløb midt om natten uden mulighed for at gå i land for passagererne som gyldigt i forhold til reglerne omkring NIS? Det strides Hurtigruten i øjeblikket med det norske Sjømannsforbundet om, kort tid inden Roald Amundsen sejler fra Tromsø ud på et forlængst udsolgt jomfru-krydstogt.

Reglerne siger, at et NIS-registeret fartøj kun må sejle mellem norske havne, hvis det på sit togt også anløber mindst to udenlandske havne. Men i den oprindelige sejlplan for skibet, er alene Hamborg opført som en udenlandsk destination. Dermed er reglerne brudt, mener Sjømannsforbundet, der derfor har anmeldt rederiet til det norske Sjøfartsdirektorat.

Direktoratet har tidligere været efter Hurtigruterne for at bryde reglerne omkring NIS, fordi der ikke var indlagt udenlandske havne på et togt, og nu mener Sjømannsforbundet, at rederiet igen bevidst ikke overholder reglerne “med det ene formål for øje at spare omkostninger ved at erstatte norske søfolk med billig udenlandsk arbejdskraft”.

Men efter at det norske medie Sysla kontaktede Hurtigruten og Sjøfartsdirektoratet kom det frem, at MS Roald Amundsen også vil anløbe Cuxhaven på vej mod Hamborg og derfor – mener Hurtigruten – overholder reglerne om anløb af to udenlandske havne.

Men det tilfredsstiller ikke forbundet.
“Der står klart i forskrifterne, at der skal være tale om planlagte og annoncerede sejladser og anløb for at de skal overholde reglerne for NIS-registrerede skibe. At de nu pludselig annoncerer et anløb i Cuxhaven midt om natten – efter at de blev kontaktet af Sysla og Sjøfartsdirektoratet – virker på mig som et dårligt forsøg på at snige sig uden om et lovbrud,” siger formanden for Sjømannsforbundet til Sysla. Han peger på, at passagererne heller ikke – i strid med forskrifterne – får mulighed for at gå i land.

Hurtigruten afviser og siger, at de hele tiden har planlagt to anløb i udenlandsk havn. Det ene var blot ikke annonceret på forhånd, fordi rederiet overvejede flere forskellige muligheder.

Sjøfartsdirektoratet er nu i dialog med Hurtigruten og vil på baggrund af rederiets tilbagemelding vurdere, hvordan det stiller sig til den planlagte sejlads.

Meget skal dog gå galt, hvis ikke verdens første hybriddrevne ekspeditionskrydstogtskib afsejler som planlagt i morgen med 530 forventningsfulde gæster ombord.
Det hører nemlig til de absolutte sjældenheder, at skibe bliver frataget deres NIS-certificering.

Gæsterne kan derfor glæde sig til togtet på det 140 meter lange skib, som fra Tromsø anløber ti norske havne, inden nattevisitten i Cuxhaven og anløbet i Hamborg.

Kilde: Sysla

(Visited 2 times, 1 visits today)