Forsvaret på vej med nye redningsbåde

0

“Forsvaret har reserveret midler til erstatningsanskaffelse af en række af Kystredningstjenestens fartøjer i de kommende år, skriver souschef ved presse og information hos FMI, Flemming Diehl, i en mail til Dagbladet.

Pengene til de nye redningsbåde vil dog formelt først blive bevilget i 2020 på grund af udbudsprocessen og den efterfølgende indstilling fra Forsvarsministeriet til det endelige forslag.

Tidligere har der kun været bevilling til tre nye redningsbåde, men siden er udbuddet øget.
“Det hidtidige udbud blev aflyst i juli, blandt andet fordi der var behov for at foretage en række tekniske ændringer. Ved udsendelse af nyt opdateret udbud er det forventningen, at antallet af fartøjer blandt andet ud fra en operativ vurdering øges fra tre i det hidtidige udbud til op til fem i det nye udbud,” lyder det fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Om redningsstationen i Hvide Sande så står først på listen i forhold til at få leveret en ny redningsbåd er uvist.
“Rækkefølgen for leveringen af redningsbådene til redningsstationerne prioriteres af Søværnskommandoen og Kystredningstjenesten på det aktuelle tidspunkt,” skriver Flemming Diehl i mailen til avisen.

Kilde: Ringkøbing Skjern Folkeblad

(Visited 5 times, 1 visits today)