Cyberangreb forhindrede iransk målsøgning

0

Ifølge avisens kilder udslettede den hemmelige operation i juni en vigtig database, der blev brugt af den iranske Revolutionsgarde til at plotte angreb på tankskibe.

Ifølge kilderne forsøger Iran fortsat at gendanne de data, der blev ødelagt ved angrebet. Samtidig har Iran fortsat cyberoperationer mod USA i gang, forlyder det.

USA har beskyldt Iran for at stå bag den sabotage og angreb mod skibsfarten i regionen i de seneste måneder. Den ødelagte database hjalp angiveligt Iran med at vælge, hvilke tankskibe landet skulle gå efter og hvor.

Virkningerne af det amerikanske cyberangreb har varet længere, end administrationen forventede, hævdes det. Og siden cyberangrebet har Iran ikke udført handlinger mod skibsfarten, med undtagelse af tilbageholdelsen af Stena Impero.

Der er dog blandt efterretningsfolk i USA diskussioner om, hvorvidt angrebet var prisen værd. Det betød nemlig, at efterretningstjenesterne mistede deres adgang til at hente oplysninger ud af de iranske systemer, ligesom angrebet kan lære Iran noget om, hvordan amerikanerne trængte ind i deres systemer.

“Det kan tage lang tid at få adgang (til fremmede systemer, red.) og den adgang bliver ødelagt, når man går ind i systemet og sletter noget. Men når det er sagt, kan man ikke bruge det som en undskyldning for ikke at handle,” siger Gary Brown, der er professor ved National Defense University og tidligere juridisk rådgiver for USA´s Cyber Command til New York Times.

Oplysningerne om angrebet er ikke officielt bekræftet af USA.

Kilde: New York Times

(Visited 1 times, 1 visits today)