Infrastruktur til el-færger skal på plads

0

ForSea er et af de rederier, der har investeret massivt i at nedbringe CO2 udledningen på overfarten Helsingør og Helsingborg, med ombygningen af to færger til eldrift. Det har betydet en reduktion af CO2-udledningen med ca. 65 pct.

Og initiativet roses fra Christiansborg.

“Færgerederierne har gang i et rigtig interessant projekt med deres omstilling til CO2-neutral færgefart. De er nogle af dem, der er længst fremme i hele verden, men det er ikke kommet af sig selv. Rederierne har investeret massivt i innovative løsninger de seneste år, og det er en af grundene til, at de er så langt fremme på den grønne dagsorden,” siger Ida Auken fra De Radikale.

Andre eksempler på grønnere færgefart er den nylig indsatte elfærge, Ellen, og Scandlines, der sejler med verdens største hybridflåde mellem Danmark og Tyskland.

Og det er positivt, mener Venstre.
”Venstre vil gøre Danmark klimaneutralt senest i 2050. Det betyder, at Danmark samlet set ikke skal udlede drivhusgasser. For at nå det mål skal vi bl.a. sikre en grønnere transport. Jeg er slet ikke i tvivl om, at elfærger er et af de midler, vi skal trække på for at sikre en grønnere fremtid. Derfor tror jeg også, at vi i fremtiden vil se flere af dem i de danske farvande,” siger Torsten Schack Pedersen.

Men uden en infrastruktur til at lade batterierne op vil udviklingen stoppe.
Politikerne fra de to partier er derfor enige om, at der skal investeres i udbygningen af elnettet.

”Jeg vil godt kvittere for færgerederiernes gode arbejde, og jeg synes, det ville være passende, hvis vi fra politisk side gik ind og støttede de private initiativer, der hjælper den grønne omstilling. Konkret for færgefarten har vi en udfordring i at sikre de rette faciliteter, såsom et robust elnet, der når helt ned til havnen og god adgang til vedvarende energi fra f.eks. vindmøller,” siger Ida Auken forud for Færgerederiernes årsmøde i weekenden.

Kilde: Danske Rederier

(Visited 3 times, 1 visits today)