41 pct. flere vil snuse til det maritime liv

0

I ugen efter efterårsferien kan gymnasieelever på sidste år prøve kræfter med en uddannelse efter eget valg. Og flere unge end nogensinde tidligere ønskede at afprøve de maritime uddannelser i Svendborg. 127 tog turen til Simac og det er en stigning på 41 pct. i forhold til 2018. Også flere piger var blandt de interesserede.

Den store tilslutning kommer ovenpå en periode, hvor både branchen som helhed og Simac har forsøgt at lokke flere unge over i den maritime sektor.

“Allerede ved studiestart i august var der en meget fin stigning i antallet af studerende. Denne skal gerne fortsætte fremover. Derfor ser det også lovende ud, at så mange unge ønsker at snuse lidt nærmere til de maritime uddannelser i tre dage. 20% af deltagerne er piger, hvilket er et godt stykke over gennemsnittet på SIMACs uddannelser i dag,” skriver Simac i en pressemeddelelse.

Gymnasieeleverne fik i onsdags en rundvisning på Triple-E-skibet Maren Maersk i Aarhus Havn, hvor de fik et indblik i, hvordan et skib er som arbejdsplads og fortællinger om de mange oplevelser man får med en praktikplads, hvor man sejler rundt i hele verden.
 
Torsdag prøvede eleverne kræfter med selv at sejle et skib i simulatorerne samt fik et indblik i den teoretiske del af uddannelserne, mens aftenen blev tilbragt i selskab med den legendariske film S/S Martha.

Kilde: Simac 

(Visited 5 times, 1 visits today)