Nye testfartøjer sejler dobbelt så hurtigt

0

“Hastighed til søs er altafgørende – både i forhold til søredning, men også i forhold til de mere militære opgaver som eskortering af flådefartøjer og støtten til politiets opgaveløsning til søs. MIF-M kan sejle med højere fart og kræver en mindre besætning end vores øvrige fartøjer, og dermed kan de hurtigere komme af sted til opgaverne,” siger Henrik Holck Rasmussen.

Testen af de tre MIF-M er en del af et forligsprojekt, som skal afklare, om man på sigt også skal satse på mindre, hurtige skibstyper i Marinehjemmeværnet. De nye fartøjer er næsten dobbelt så hurtige som Marinehjemmeværnets øvrige fartøjer, og chef for Marinehjemmeværnet, kommandør Henrik Holck Rasmussen, ser frem til, at besætningerne nu kommer i gang med at gøre sig erfaringer med den nye fartøjstype.

Fartøjerne vil først og fremmest blive testet for deres evne til at løse samme opgaver, som Marinehjemmeværnets 30 grå fartøjer allerede løser, og Søværnet skal kunne bruge dem i den operative opgaveløsning.
 
Forsvarsministeriets Materiel og Indkøbsstyrelse har købt de tre fartøjer af det statslige lodseri, Danpilot, og har sørget for, at de er klar til brug i Marinehjemmeværnet. Skibene er bygget i Sverige i perioden 1996-2003 og er ombygget af Jobi Værft.

“De har fået nyt navigations- og kommunikationsudstyr, der er monteret et nyt søgelænder og en affutage til montering af let maskingevær, og så er de blevet malet grå,” forklarer chef for Redersektionen, orlogskaptajn Klaus Rehkopff, der er projektofficer på MIF-projektet i Marinehjemmeværnet.

16 af Marinehjemmeværnets 31 sejlende flotiller har budt ind på at teste de nye fartøjer, der overdrages fra Forsvarets Materieltjeneste til Marinehjemmeværnet den 10. november. De skal testes i fire flotiller ved henholdsvis Nyborg, Hundested og Vejle/Horsens.

Skibene er knap 15 meter lange og har en topfart på 21 knob.

Kilde: Marinehjemmeværnet

(Visited 8 times, 1 visits today)