Havne: Tilfredshed efter møde med minister

0

“Godt og konstruktivt,” kaldte transportministeren mødet med Danske Havne og CMP i dag, hvor Benny Engelbrecht også fik mulighed for en rundvisning i Københavns Havn.

“Jeg er meget optaget af, at der sikres stabile rammer for fremtidens havnesektor i mange år fremover. Derfor er det et vigtigt omdrejningspunkt i arbejdet med en fremtidig lovgivning at sikre en bred politisk opbakning. Der har samtidig været mange forskellige holdninger til, hvad der skal ske med havneloven fra centrale aktører i branchen og fra politisk hold i kølvandet på ekspertudvalgets anbefalinger til revision af havneloven fra foråret 2018. Jeg mener derfor, at der er behov for at lytte til de forskellige parter og tage de nødvendige drøftelser, inden vi lægger os fast på, hvordan en revision af havneloven skal se ud, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Efter mødet var der også tilfredshed hos Danske Havne, der er positive i forhold til det videre forløb med havneloven, som organisationen glæder sig til at være en del af.

“Og vi sætter stor pris på, at ministeren gerne vil lave en havnelov, der favner hele branchen, for kun ved samarbejde kan vi stå stærkest i den internationale konkurrence,” understreger Tine Kirk Pedersen og fortsætter:

“Vi fik også drøftet vores ønske om, at Folketinget vedtager en langsigtet, bæredygtig infrastrukturplan, og at havnene naturligt kommer til at spille en rolle heri, når der er så mange gevinster at vinde på klimaområdet ved at flytte gods fra vej til sø og bane.”

Danske Havne ønsker offentlige midler som hjælp til en hurtigere grøn omstilling af de danske havne, som det er sket i både Norge og Tyskland.

I Tyskland har regeringen netop indgået en aftale med en række nordtyske delstater om massiv støtte til etablering af landstrømsanlæg i de kommende år. Tyskerne budgetterer med at støtte den grønne omstilling med 140 millioner euro, godt en milliard kr.

Norge har ifølge Danske Havne “en lille overhånd” i forhold til landstrøm og andre klimaforbedringstiltag.

“Jeg ser støtteordninger som en slags ”fødselshjælp” i situationer, hvor grønne investeringer ikke er økonomisk mulige at gennemføre for de enkelte virksomheder. Jeg tror, baseret på erfaringer fra særligt Norge, at offentlige støtteordninger vil sætte skub i den udvikling, vi alle sammen ønsker,” siger direktøren.

Kilde: Danske Havne

(Visited 4 times, 1 visits today)