Nyt frafald i Maersk-topledelse

0

“Chief Financial Officer (CFO) Carolina Dybeck Happe har besluttet at søge en anden udfordring udenfor selskabet og vil forlade A.P. Møller – Mærsk A/S senest med udgangen af november 2020.
Carolina Dybeck Happe kom til A.P. Møller – Mærsk i januar 2019 som CFO og medlem af direktionen,” skriver A.P. Møller – Maersk i en kortfattet meddelelse.

Carolina Dybeck Happe har sagt ja til en stilling som CFO og senior vice president i General Electric, skriver det amerikanske selskab i en pressemeddelelse.

“I løbet af det sidste år har A.P. Møller – Maersk haft god fremgang økonomisk, illustreret af den seneste opjustering af indtjeningen i oktober 2019. Med et forstærket økonomisk fundament er vi godt positioneret til fremtidig vækst. Jeg vil gerne takke Carolina for hendes korte, men produktive tid hos A.P. Møller – Maersk,” udtaler Søren Skou, CEO i A.P. Møller – Maersk i en meddelelse.
Han oplyser videre, at Carolina Dybeck Happe vil forlade selskabet “senest om 12 måneder”.

Ifølge pressemeddelelsen fra General Electric vil Carolina Dubeck Happe dog allerede tiltræde sin nye stilling “tidligt i 2020”.

Carolina Dubeck Happe startede som CFO i Maersk i januar i år, hvor hun afløste Jakob Stausholm, der forlod Esplanaden i marts 2018.
Hun kom fra en stilling som CFO i den svenske koncern Assa Abloy, der er verdens største leverandør af låse.

Nu går turen videre til Boston, hvor General Electric har sit hovedkontor.
“Jeg har beundret GE´s team, teknologi, globale netværk og brand, og jeg er begejstret for at tiltræde på et tidspunkt med betydelige muligheder for virksomheden og dets interessenter. I ser frem til at arbejde med Larry og teamet for at bevæge GE videre frem i forhold til dets finansielle, operationelle og kulturelle transformation,” udtaler den 46-årige tiltrædende finansdirektør i den amerikanske teknologi og industrigigant, der beskæftiger knap 300.000 medarbejdere verden over.

Redaktionen

(Visited 2 times, 1 visits today)