Iran: Vi søger ikke eskalering eller krig

0

I alt femten missiler blev ifølge de iranske myndigheder affyret mod to baser med amerikansk – og på den ene base dansk – personel i nat, men uden at nogen mennesker tilsyneladende kom til skade.

Det iranske nyhedsbureau Fars skrev, at “Irans hævn er begyndt”.

Men de amerikanske baser blev angiveligt advaret inden angrebet, der derfor ikke forårsagede hverken dræbte eller sårede. Og det kan derfor – skriver flere internationale medier – være et afbalanceret angreb fra Iran, der på den ene side skal vise den iranske befolkning, at landet som lovet svarer igen på det amerikanske angreb, men på den anden side gør det på en måde, der ikke – nødvendigvis – udløser en amerikansk reaktion.

“Det var det mindst mulige angreb, som Iran kunne udføre,” siger Peter Viggo Jacobsen fra Forsvarsakademiet til TV 2 News.

Han peger på, at hverken USA eller Iran er interesseret i en krig.

Den udlægning understøttes umiddelbart af den iranske udenrigsministers tweet efter angrebet.
“Vi søger ikke en eskalering eller krig, men vi vil forsvare os mod enhver aggression,” skriver Zarif bl.a. på Twitter, hvor han kalder angrebet for “proportionelt” og rettet mod basen, hvorfra det amerikanske angreb blev udført.

Det iranske missilangreb mod baserne fandt sted få timer efter, at det irakiske parlament opfordrede regeringen tl at bede USA-koalitionen – der også omfatter danske tropper – om at forlade Irak.

Forsvarsminister Trine Bramsen har indkaldt til et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn senere i dag for at drøfte den spændte situation.
Den konservative leder, Søren Pape, har på forhånd afvist, at det vil være en god idé at trække de vestlige tropper ud af Irak. Det samme har Venstre og Dansk Folkeparti.

Redaktionen

(Visited 4 times, 1 visits today)