Første del af handelsaftale underskrevet

0

Aftalen blev underskrevet onsdag eftermiddag i Det Hvide Hus og er det første reelle skridt i en deeskalering af den handelskrig, der har været i gang siden sommeren 2018.

“Dette er en meget vigtig og bemærkelsesværdig begivenhed,” sagde præsident Trump ved underskrivelsesceremonien ifølge Bloomberg. Han tilføjede, at ændringerne af handelsrelationerne, som ifølge præsidenten har været uretfærdige – “sandsynligvis er den største grund til, at jeg stillede op som præsident.”

Kina forpligter sig til at bruge de 200 mia. dollar til at købe blandt andet landsbrugsvarer, energi, fly og tjenesteydelser frem til udgangen af 2021. Til gengæld vil USA halvere nogle af de toldsatser, der allerede er implementeret eller var på tegnebrættet.

Ud over det større indkøb i USA forpligter Kina sig også til at kriminalisere tyveri af amerikanske forretningshemmeligheder, at gøre mere for at bekæmpe salg af piratprodukter online og falske medicinprodukter.

Ifølge Trump vil forhandlingerne om en fase 2 gå i gang “så snart denne (fase 1, red.) er på plads”.

I et brev til den amerikanske præsident skriver den kinesiske leder Xi Jinping, at aftalen beviser, at de to sider kan arbejde sammen og bygge bro over deres uenigheder og betegnede aftalen som “god for Kina, USA og hele verden”.

Danske Rederier ser positivt på handelsaftalen og betegner den i en udtalelse som det første skridt i retning af en mere normal handelssituation mellem landene, der kan være med til at vende den negative udvikling for verdenshandlen.

Redaktionen

(Visited 3 times, 1 visits today)