Dansk fregat underdrejet i voldsom storm

0

Fregatten Iver Huitfeldt var på vej til USA for at træne med en amerikansk hangarskibsgruppe, da den blev ramt af et usædvanligt hårdt stormvejr.

Vejrudsigten havde lovet hårdt vejr, da Iver Huitfeldt passerede Azorerne i Atlanterhavet på vej til Norfolk i USA. Dog ikke så hårdt at det så ud til at blive et problem, og Iver Huitfeldt lagde en rute, som ville holde skibet klar af det hårde vejr.

Men undervejs ændrede vejret sig, og fregatten blev fanget i en kraftig storm, der tvang skibet og besætningen til at ride stormen af med lavest mulige fart over en periode på 24 timer med bølger, der nåede op til ca. 15 meter, da det gik hårdest for sig.

”Det var et helt usædvanligt voldsomt stormvejr. Der er en rutineret besætning, hvor mange har 30-40 års erfaring fra sejlende tjeneste fra mange forskellige skibstyper og farvande. Ingen har nogensinde før oplevet et stormvejr med et bølgesystem, der påvirkede skibet med den kraft og voldsomhed,” siger Bo Overgaard, chef for fregatten Iver Huitfeldt.

Ingen besætningsmedlemmer kom til skade, men skibet fik en række skader, herunder blandt andet løsrevne skabe, trykskader på skrog og enkelte utætheder i luger. Iver Huitfeldt mistede også sin dome – det er et stort skjold af glasfiber forrest på skibet under vandlinjen, som beskytter sonaren.

Skaderne var dog ikke værre, end at fregatten kunne træne som planlagt med hangarskibsgruppens øvrige skibe.

Iver Huitfeldt er i øjeblikket på vej tilbage til Danmark efter endt træning.

Kilde: Forsvaret

(Visited 6 times, 1 visits today)