Adgang til Danmark for udlændinge lukkes

0

Regeringen har med Folketingets opbakning taget endnu et voldsomt skridt i kampen for at forsinke udbredelsen af coronavirussen. Udlændinge forhindres i at komme ind i Danmark med mindre de har en rigtig god grund. Forbuddet gælder dog ikke for transport af varer, men får alligevel store konsekvenser ved Danmarks grænser.

De blå grænser – altså færgedriften til udlandet – rammes hårdt. Flere færgeruter er eller bliver helt lukket ned, mens der vil være grænsekontrol i alle havne med forbindelser til udlandet.

Lukningen for udenlandske statsborgere blev annonceret af statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fredag kl. 19 og gælder foreløbig frem til 13. april.

DFDS suspenderer færgen mellem København og Oslo. Sidste afgang fra København er i dag, mens sidste afgang fra Oslo sker i morgen. Herefter vil ruten være lukket ned og åbner tidligst igen 1. april, skriver DFDS. Rejsende kan få ændret deres billet eller på pengene retur uden gebyrer.

Stena Line lukker midlertidigt for passagergrafikken på ruterne til og fra Danmark.

Fra lørdag den 14. marts kl. 12 vil Stena Line lukke ned for passagertrafikken mellem Frederikshavn og Göteborg. Ruten vil indtil videre fortsat være i drift efter plan med færgerne Stena Danica og Stena Jutlandica, men vil kun transportere fragt ombord.

Det samme gælder for Stena Lines rute mellem Grenaa og Halmstad. Også her vil færgen kun transportere gods.

Ruten mellem Frederikshavn og Oslo lukker fra i dag helt ned.

“Fra det tidspunkt, hvor passagertrafikken lukker, får danske, polske og svenske statsborgere lov til at rejse med færgerne til deres respektive hjemlande i løbet af 72 timer,” skriver Stena Line.

Også Fjord Line lukker ned for ruterne mellem Hirtshals og Stavanger-Bergen, samt mellem Hirtshals og Langesund, der sejler sidste ture i weekenden.

Ifølge rederiets hjemmeside lørdag kl. 08.00 vil rederiet fortsat sejle på ruten Hirtshals-Kristiansand. Men kun med fragt og passagerer, der har lov til fortsat at komme ind i Danmark. Det gælder danske statsborgere og udlændinge med en anerkendelsesværdig grund til at komme til Danmark.

Scandlines sejler fortsat på Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock, men kun med fragt og personer, der har lovlig adgang til Danmark.

Tidligere i går fredag skærpede Udenrigsministeriet rejsevejledningerne. Myndighederne fraråder nu alle “ikke-nødvendige” rejser til resten af verden.

Læs politiets oplysninger om indrejserestriktioner HER.

(Visited 5 times, 1 visits today)