Så hårdt kan virus ramme containerrederier

0

Corona-pandemien har bragt verden i en situation, der savner fortilfælde, men Lars Jensen mener det er relevant at sammenligne med finanskrisens udbrud i 2008.
“Situationen er ikke set før og indeholder fortsat mange ubekendte. Alligevel er der en klar sammenligning, der nu er relevant: Finanskrisen i 2008,” skriver Lars Jensen i en kommentar på Linkedin.

“Den globale containervolumen faldt med 10 pct. i 2008 drevet dels af forbrugernes tilbageholdenhed i forhold til forbrug, dels af, at erhvervslivet reducerede aktiviteterne på grund af likviditetskrisen. Begge fænomener er nu ved at udspille sig igen efterhånden som en lang række lande lukker store dele af offentlige og private aktiviteter, hvilket betyder, at mennesker bliver i deres hjem, hvor de bruger færre penge og derfor giver erhvervslivet øjeblikkelige likviditetsproblemer.”

“Hvis – og det er et stor hvis – situationen fortsat udspiller sig som under finanskrisen kan vi se frem til en nedgang i containervolumenerne på 10 pct. hvilket svarer til 17 mio. teu for containerrederierne i 2020. Havne og terminaler kan potentielt se frem til et tab af håndteringen af 80 mio. teu,” skriver Lars Jensen.

Helt så pessimistisk ser Bimco´s chefanalytiker på shipping, Peter Sand, dog ikke situationen udvikle sig.
“Jeg tror ikke, vi vil se et drop på 10 pct.,” siger Peter Sand til mediet Splash.

“Jeg krydser fingre for, at Coronavirussen til sidst vil stoppe og at det tidspunkt sandsynligvis vil komme tidligere, end finanskrisen stoppede med at terrorisere den globale økonomi,” siger Peter Sand, der forsigtigt skønner, at corona-pandemien vil påvirke industrien med et fald på mellem 1 og 5 pct.

(Visited 5 times, 1 visits today)