DFDS vil sende op mod 2.000 hjem

0

Hjemsendelserne er første og fremmest koncentreret om passagerertrafikken, der på grund af corona-krisen er hårdest ramt. De to ruter Oslo-København og Amsterdam-Newcastle er helt lukket ned, mens andre sejler efter reducerede fartplaner.

I forhold til fragtruterne følger DFDS situationen dag for dag.
“Men vi sejler fortsat på alle ruter, så vi kan servicere vores fragtkunder alle steder. De europæiske lande har ønsket at alle forsyningslinjerne holdes åbne, så selv om der er indrejse stop, kan chauffører fortsat krydse grænserne,” siger kommunikationschef i DFDS, Gert Jakobsen til Maritime Danmark.

Han fortæller videre, at hjemsendelserne er “i proces” og tilrettelægges i forhold til situationen i de enkelte lande og de hjælpepakker, der er til rådighed.

“Derfor kan det også være vidt forskelligt, hvor længe de berørte bliver hjemsendt,” siger Gert Jakobsen.

DFDS suspenderede for godt 14 dage siden sine forventninger til resultatet for 2020 og den planlagte udbetaling af udbytte som følge af corona-krisen.

“De øgede restriktioner på intra-europæiske rejser og de generelle nedluknings tiltag har nedsat den finansielle sigtbarhed betydeligt og derfor suspenderes resultatforventningen for 2020,” skrev selskabet.

Passagerfærgeaktiviteterne udgjorde omkring 16% af DFDS’ samlede omsætning på 17 mia. kr i 2019, oplyste DFDS ved samme lejlighed.

Redaktionen

(Visited 3 times, 1 visits today)