Tomt AIDA-krydstogtskib til kaj i Skagen

0

“Det er 20 dage siden, der sidst var passagerer ombord, og der er ingen af de 615 besætningsmedlemmer ombord, der udviser smittetegn, hvilket betyder, at det er et smittefrit skib. Det er en aktivitet der ligger indenfor vores normale havneaktiviteter, og besætningen, der ikke har landlov, har i øvrigt ingen interesse i at forlade skibet. Da det er 20 dage siden, at der var passagerer med, så er det et sikkert sted for dem at være på skibet”, siger administrerende direktør hos Skagen Havn, Willy B. Hansen.

“Ved at tage skibet til kaj kan havnen modtage alle typer af affald, og skibet kan opretholde en minimumsdrift med færre emissioner. Samtidig kan Skagen Havn være med til at sikre, at opgaven med at tage sig af deres spildevand, spildolie mv. de kommende fire uger løses. Skibet får naturligvis også mulighed for at bestille frisk proviant mv. under oplægningen”, siger Willy B. Hansen.

Området ved Krydstogtkajen vil være afspærret for offentligheden og alene personel, der skal levere proviant mv. på kajen, kan få adgang til området. Skibet vil i øvrigt være hegnet ind, og da besætningen kun må være på kajen indenfor det afspærrede område, vil sikkerheden omkring COVID-19 forholdsregler være opfyldte.

Krydstogtskibene er normalt koblet op på en satellitforbindelse, men besætningen vil få adgang til det Wi-Fi netværk, der er etableret på krydstogtkajen.

”Vi håber dermed at kunne hjælpe besætningen, så de bedre kan komme i kontakt med deres familier i denne tid, hvor der helt sikkert er et øget behov for kontakt og kommunikation. Vi er meget rolige omkring deres besøg, da alle myndighedsregler er overholdt, og besætningen ikke har landlov”, siger Willy B. Hansen.

Fredag ankom krydstogtskibet AidaMar til Fredericia, hvor det vil forblive i havnen i fire uger – ligeledes på grund af corona-krisen. Her er der 479 besætningsmedlemmer ombord, der heller ikke får lov til at gå fra borde under opholdet i havnen.

Redaktionen

(Visited 5 times, 1 visits today)