Aftale om besætningsskift under krisen

0

Afløsning hurtigst muligt, når sikre afmønstrings- og hjemrejsemuligheder er til stede indgår som første punkt i aftalen, som er blevet til i et tæt samarbejde mellem de tre aftaleparter, Maskinmestrenes Forening, Metal Maritime og Danske Rederier.

Dernæst er parterne enige om, at de berørte ude om bord, skal have øget gratis adgang til brug af internet/satellittelefon på grund af den ekstraordinære situation.

Aftalen omfatter ansatte på de respektive parters overenskomster i Danske Rederier på overenskomstområdet DRO1 – også kaldet “stor tonnage.” Det vil sige maskinchefer, maskinmestre, navigatører, cateringofficerer samt menige på dæk og i catering.

”Målet har været at finde så fair en løsning som muligt i en for alle parter meget vanskelig situation. For dem, der er ude, er vores første prioritet deres sikkerhed og velbefindende, og det fremgår også tydeligt af aftalens første to punkter”, siger formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen.

Danske Rederier er også tilfreds:

”Jeg er glad for, at vi har fundet en fælles løsning med Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime for de mange besætningsmedlemmer, som lige nu tager en ekstra tørn til søs. Ingen havde set dette komme, så det har krævet en hurtig og konstruktiv forhandling med parterne, som nu er mundet ud i en fornuftig løsning. Vi har løst et komplekst problem sammen, og det vil vi fra Danske Rederiers side gerne takke for”, siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.

Den største udfordring har været at finde løsninger på de komplekse problemstillinger, der følger med ændrede – og for nogle stærkt forlængede – ude-/hjemmeperioder.

“Princippet i aftalen er, at alle bidrager med noget. Dem, der er ude, får økonomisk kompensation, når ude-tiden er overskredet med 50 pct. Dem der er hjemme, kan maksimalt få en næste udetørn med 50 procents overskridelse. Og rederierne kommer til ud over førnævnte kompensation at betale evt. karantæne-dage forbundet med både ud- og hjemrejse. Her tæller karantænedage udenfor hjemmet som tjenestedage med sædvanlig optjening af frihed og evt. den særlige kompensation for hjemrejsende”, siger formand for Metal Maritime, Ole Philipsen

Se den indgåede aftale HER

Kilde: Metal Maritime og Danske Rederier

(Visited 8 times, 1 visits today)