MSC nedbrud kan skyldes malware

0

MSC skriver i et tweet, at de ikke kan udelukke, at de er blevet ramt af et angreb med malware, der har lagt selskabets hjemmeside ned i nu mere end et døgn.
Ifølge Lars Jensen, Seaintelligence, er der ifølge hans kilder tale om et “succesfuldt cyberangreb”.

MSC skriver i et tweet ved kl. 00.15 lørdag, at de efter flere timers undersøgelser kan bekræfte, at problemet alene er relateret til rederiets hovedkontor i Geneve, hvor alle servere er blevet lukket ned og eksperter er i gang med at få systemerne reetableret.

“Mens problemet har ført til, at msc.com og myMSC er utilgængelige, er MSC´s globale netværk af kontorer ikke påvirket og betjener vores kunder som sædvanligt. Alle vores afdelinger, terminaler, depoter etc. arbejder uden afbrydelser,” skriver MSC på twitter.

Kunderne kan således fortsat booke via email, telefon eller booking-platforme som INTTRA og GT Nexus, skriver rederiet videre.

Det formodede angreb er så vidt vides det første mod et større rederi, siden Maersk i juni 2017 blev ramt af et voldsomt angreb, der satte virksomhedens IT-systemer ud af kraft i dagevis og krævede en komplet reinstallation af virksomhedens IT-systemer – og som kostede selskabet mellem 250 og 300 mio. dollar.

Redaktionen

(Visited 4 times, 1 visits today)