Danmark i spids på operation i Hormuz-strædet

Ivar Huitfeldt fregatten. Arkivfoto: Per Körnefeldt
Ivar Huitfeldt fregatten.

Fra starten af 2021 overtager Danmark den militære ledelse af den europæiske mission i Hormuz-strædet i Mellemøsten, EMASoH. Overdragelsen af kommandoen fra Frankrig til Danmark sker i forlængelse af Danmarks bidrag til missionen i 2020.

Publisert Sist oppdatert

I løbet af 2020 har Danmark bidraget på stabs- fregat- og diplomatisk niveau til den fælles europæiske mission EMASoH i Hormuz-strædet i Mellemøsten, og i den første halvdel af 2021 overtager Danmark nu også den militære ledelse af missionen. Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

– Vores besætning på fregatten Iver Huitfeldt i Hormuz-strædet leverer en et stærk og vigtig indsats for at sikre retten til fri sejlads. Det oplevede jeg selv, da jeg besøgte dem i oktober. Danmark får ros fra vores samarbejdspartnere for vores høje faglighed og store professionalisme. At Danmark nu overtager den militære ledelse for missionen understreger med alt tydelighed respekten fra vores allierede, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Konkret vil det danske bidrag blive placeret på flådebasen Camp Al Salam i Abu Dhabi, hvorfra danske soldater vil udgøre kernen i hovedkvarteret, der har kommandoen over de indsatte skibe og fly i operationsområdet.

Kofoed: Dannebrog et symbol på sikkerhed
Cirka en tredjedel af hele verdens samlede olieforbrug kommer fra Hormuz-strædet, der er en passage til Den Persiske Golf syd for Iran og øst for Saudi-Arabien. Udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) kalder det en vigtig opgave, Danmark nu påtager sig.

– I Hormuz-strædet er Dannebrog blevet et symbol på sikkerhed, stabilitet og retten til fri sejlads. Danmark er verdens 5. største civile søfartsnation. Det forpligter og det ansvar tager vi på os. Danmark har allerede leveret en flot indsats med et fregatbidrag, stabsofficerer og ved at stå i spidsen for operationens diplomatiske spor med en dansk ambassadør. Bidragene har været særdeles værdsat af de øvrige europæiske partnere, og derfor ligger overtagelsen af kommandoen for den maritime mission i naturlig forlængelse heraf, siger han.

Foruden Danmark og Frankrig indgår Belgien, Grækenland, Holland, Italien, Portugal og Tyskland som partnernationer i EMASoH. Ifølge Ritzau blev missionen født ud af uroligheder i og omkring sejladsen gennem Hormuzstrædet sidste år og i år. Her blev blandt andet flere civile skibe angrebet. Efter amerikanske sanktioner mod Irans olieeksport blev seks olietankere ramt af eksplosioner. USA beskyldte Iran for at stå bag.

I juni sidste år skød Iran en amerikansk drone ned over Hormuzstrædet. Ifølge USA befandt den sig over internationalt farvand. Ifølge Iran befandt den sig over iransk territorium.

Danmark overtager kommandoen over international operation i Hormuz-strædet i 2021. “Vores besætning på fregatten Iver Huitfeldt i Hormuz-strædet leverer en stærk og vigtig indsats for at sikre retten til fri sejlads,” siger @Trinebramsen https://t.co/oyGzNiqZrH #dkpol #dkforsvar pic.twitter.com/qetLUgR5d9

Powered by Labrador CMS