Limfjordsfærger skal sejle på brint

Feggesund-Færgen. Foto: Morsø Kommune
Feggesund-Færgen.

Projekt På Brint over Fjorden skal udrede, hvordan to færger, der sejler på Limfjorden, kan omdannes til at sejle på Brint. Tre kommuner står bag projektet.

Publisert Sist oppdatert

Morsø, Thisted og Skive Kommuner er afsendere på et projekt, som skal undersøge, om de to færger, Mjølner Fur og Feggesund kan omdannes til at sejle på brint. Det skriver Danske Maritime. Hvis projektet lykkes, vil de to færger være de første i verden, der sejler med brint som drivmiddel.

– Vi har altid tilstræbt et stort sammenfald i designet på de små danske indenrigsfærger med det klare formål at opnå markante fordele i driften. Disse foreløbige 12 danske standard færgedesigns og de erfaringer, vi får i dette projekt, kan overføres til mange andre overfarter, såvel indenrigs som udenrigs, siger Ulrik Tander, Senior Skibsingeniør fra OSK-ShipTech A/S, som i projektet står for implementeringen af gasreglerne på de to færger. Han fortsætter:

Ydermere vil dette arbejde tilføre kritisk know-how og ekspertise til den danske maritime sektor og den danske brintsektor, således vi kan forblive konkurrencedygtige herhjemme. Vi vil dermed også kunne trække lignende projekter til landet til gavn for danske arbejdspladser generelt.

Projektet støttes af Den Danske Maritime Fond. Blandt borgmestrene i de tre kommuner venter man i spænding på resultatet.

– Vi skal alle sammen gøre vores til, at vi på sigt, kan blive mere miljøvenlige. Om løsningen er brint for Feggesundfærgen vil tiden vise, men potentialet ser lovende ud og værd at undersøge nærmere, siger Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune.

Powered by Labrador CMS