Danske Rederier håber på lyntests

Arkivfoto: Danske Rederier

Sundhedsstyrelsen fraråder brugen af lyntests for corona, men Danske Rederier håber, at styrelsen vil genoveje, efter styrelsens beslutning har mødt kritik fra flere sider.

Publisert Sist oppdatert

En test ved færgelejet og svar 15 minutter senere. Det er, hvad Danske Rederier håber bliver en af mulighederne, hvis de danske udlandsfærger skal have mulighed for at hæve passagerantallet under coronapandemien, som ser ud til at trække ud.

Sundhedsstyrelsen fraråder for øjeblikket større brug af lyntests, da de anses for at være upræcise, men på baggrund af kritikken af konklusionen fra både udbydere af lyntests og eksperter håber Danske Rederier, at myndighederne løbende vil revidere anbefalingerne i takt med at nye eller forbedrede typer kommer frem.

– Vi har brug for at tage alle midler i brug for at hjælpe vores hårdtprøvede udlandsfærger. Udlandsfærgerne ser for tiden langt efter passagererne, så ethvert tiltag, der potentielt kan give flere passagerer, er velkomment. I Danske Rederier håber vi, at myndighederne igen vil se på de her lyntest og vurdere, om de kan anvendes på en forsvarlig måde, hvor man samtidig medtænker de positive effekter af øget mobilitet, siger viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen og tilføjer:

– Som branche ser vi muligheder i både lyntests, vacciner og positive antistoftests. Det handler om at benytte alle de muligheder, som findes, for at komme til at sejle med passagerer, siger Jacob K. Clasen

Powered by Labrador CMS