VMS blødte millioner efter nedlukning

Administrerende direktør i VMS, Peter Krogh Nymand. Foto: VMS
Administrerende direktør i VMS, Peter Krogh Nymand.

Vestergaard Marine Service i Frederikshavn føler sig ladt i stikken af regeringen, efter at nedlukningen af Nordjylland kostede selskabet otte millioner kroner.

Publisert Sist oppdatert

Det ramte erhvervet i Nordjylland hårdt, at syv kommuner i regionen i en periode var nedlukket af regeringen, der frygtede et udbrud af en muteret udgave af Covid-19. Hos Vestergaard Marine Service (VMS) anslår administrerende direktør, Peter Krogh Nymand, at nedlukningen kostede virksomheden otte millioner kroner. Det skriver TV2 Nord.

– Vi står nu og kigger ind i to måneder, hvor vores ordrebeholdning er meget lav, og det løb er kørt. De folk, der skal have lavet opgaver i december og januar, de har allerede lagt deres ordre andre steder nu, siger Peter Krogh Nymand til TV2 Nord og tilføjer, der lige nu mangler arbejde til godt 50 ud af virksomhedens 150 medarbejdere.

Peter Krogh Nymand frygter som sine kollegaer i flere andre nordjyske virksomheder, at han selv ender med store dele af regningen, når støtteordningen er væk. Lokale politikere arbejder dog for, at regeringen kommer til undsætning. De nordjyske borgmestre og regionsrådsformand Ulla Astman har sendt et tre sider langt brev til erhvervsministeren om konsekvenserne af nedlukningen og behovet for genstartshjælp.

 

Powered by Labrador CMS