KAB skal opføre boliger i Københavns Sydhavn

Visualisering, der viser et eksempel på muligt udtryk af almene medbyg-rækkehuse set fra Fiskerhavnen. Endelige tegninger af husene er ikke udarbejdet. Foto fra lokalplan, By og Havn.
Visualisering, der viser et eksempel på muligt udtryk af almene medbyg-rækkehuse set fra Fiskerhavnen. Endelige tegninger af husene er ikke udarbejdet. Foto fra lokalplan, By og Havn.

Det bliver boligselskabet KAB, der skal realisere godt 200 almene boliger på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn.

Publisert Sist oppdatert

Det københavnske boligselskab, KAB, skal i de kommende år opføre 200 boliger i Sydhavnen i København på Stejlepladsen. Boligerne skal efter planen rumme en mangfoldig vifte af boligtyper – herunder blandt andet almene rækkehuse med mulighed for medbyg beliggende i første parket til vandet. Ambitionen er at udvikle Stejlepladsen til et mangfoldigt og bæredygtigt kvarter med en stor variation i højde, farver og bygninger. Det oplyser By og Havn i en pressemeddelelse.

– På Stejlepladsen kommer man ikke til at bo i den klassiske københavnerkarré, men i et blandet og mangfoldigt byggeri af rækkehuse og åbne klyngebebyggelser. Og jeg er glad for, at det netop er på Stejlepladsen, at vi kommer til at arbejde videre med muligheden for medbyg-boliger, som vil kunne spejle sig i områdets eksisterende huse, og som også opfylder et lokalt ønsker fra vores borgerdialogmøder om større almene familieboliger, siger administrerende direktør Anne Skovbro, By & Havn.

I arbejdet med at udvikle Stejlepladsen til et grønt og bæredygtigt kvarter med blandt andet 800 træer har By & Havn og PFA, der står bag udviklingen af området, afsat en bæredygtighedspulje på 40 millioner kroner. Puljen skal gå til initiativer, der fremmer bæredygtigt byggeri og den sociale bæredygtighed.

920 lejeboliger klar om syv år
Igangsættelsen af byggeriet på Stejlepladsen afventer en godkendt lokalplan og miljøvurdering. Forventningen er, at politikerne i Københavns Borgerrepræsentation tager endelig stilling til projektet primo februar 2021. Herefter vil KAB blive yderligere inddraget i den videre udvikling af området. De 200 nye boliger skal efter planen bygges over de næste syv år. Rækkehusene får hjemsted i områdets nordlige ende med direkte udsigt til Fiskerhavnen.

Når Stejlepladsen er fuldt udbygget ventes det at rumme cirka 920 lejeboliger, hvoraf 25 procent af de samlede boligkvadratmeter skal være almene boliger, og de almene og private lejligheder skal integreres i samme boligklynger. Boligbyggeriet vil ske etapevis.

Etape 1 med cirka 320 lejeboliger (almene og private) ventes at begynde 2022. Etape 2 med cirka 270 lejeboliger (almene og private) 2024. Etape 3 med cirka 330 lejeboliger (almene og private) 2026. 

Visioner for Stejlepladsen

  • Bynatur, blandt andet plantning af 800 træer i området.
  • Grønne gårdrum kun til natur og fællesskaber, uden cykel- og affaldsskure
  • Genbrugsmaterialer og upcycling i facader og boligindretning.
  • Grønt, rekreativt område langs vandet.
  • Fælleshuse, som fx spisehus eller værksted.
  • Kvarterpladser, lommepladser og en legeplads.
  • Parkeringskælder langs Bådehavnsgade og P-pladser på Sejlklubvej.
  • Daginstitution på 1.800 m2 som Københavns Kommune opfører
Powered by Labrador CMS