M/F Skjoldnæs ligger stille måneden ud efter uheld

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Der går i hvert fald nogle uger endnu, inden M/F Skjoldnæs er klar til en ny tur på havet efter mindre sammenstød med Faaborg Havn i sidste uge.

Publisert Sist oppdatert

Onsdag i sidste uge ramte agterporten på M/F Skjoldnæs sammen med nogle stolper på Faaborg Havn, og da porten efterfølgende ikke kunne lukkes, var færgen tvunget til at blive liggende på havnen på ubestemt tid. Nu meddeler Ærøfærgerne, at M/F Skjoldnæs tidligst kommer på vandet igen i næste måned som følge af skaderne, der er mere omfattende end først antaget. Det skriver Fyens Stiftstidende.

– Da vi kiggede på det og fik det målt ovre på værftet, fandt vi ud af, at karmen, der sidder rundt om porten, også var ramt. Så den skal pilles ud og rettes til igen, og så må vi se, om der er andet, der skal laves, når først vi begynder at pille delene ud, siger færgedirektør ved Ærøfærgerne, Keld Møller.

Han oplyser, at han forventer, at færgen kan sejle igen 1. februar. Efter sammenstødet blev M/F Skjoldnæs sejlet til Søby værft til reparation. Indtil den er klar igen, må passagerne fra Faaborg – Søby-overfarten lægge vejen over Svendborg.

Powered by Labrador CMS