Regeringen udpeger diplomat til at bekæmpe pirateri
Ambassadør i Nederlandene, Jens-Otto Horslund, er udpeget af Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet til at få sat skub i arbejdet med at danne en tværnational koalition mod pirateri i Guineabugten.
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har flere gange udtalt stor bekymring over den aktuelle situation i Guineabugten, hvor der på ugentlig basis berettes om flere piratangreb, og hvor danske skibe er blevet angrebet de seneste måneder, og nu tager hun sammen med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) et nyt skridt i kampen mod pirateri.
Jens-Otto Horslund, der de seneste år har været dansk ambassadør i Nederlandene, og som tidligere har været chef for Udenrigsministeriets kontor for Mellemøsten og Nordafrika, er udpeget til en nyoprettet stilling, og han skal understøtte regeringens bestræbelser på at samle flere lande om en øget militær indsats i regionen. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
– Jeg vil gerne takke danske maritime erhverv for det samarbejde vi gennem efteråret har haft om den alvorlige situation. Det er afgørende, at vi får samlet opbakning til et internationalt militært samarbejde i Guineabugten. Det er baggrunden for, at jeg af flere omgange har rejst ønsket på internationale møder og gennem bilaterale kontakter. Forhåbningen er, at vi kommer i mål med en fælles militær indsats. Det skal den særlige repræsentant bidrage til, siger forsvarsminister, Trine Bramsen.
En pose penge følger med
Den nye stilling som særlig repræsentant for maritim sikkerhed forankres i både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, og Jens-Otto Horslund vil udover at fokusere på de aktuelle udfordringer i Guinea-bugten også understøtte regeringens arbejde med maritim sikkerhed i bredere forstand. Han påbegynder arbejdet i sin nye rolle som særlig repræsentant fra i dag og fortsætter sideløbende som ambassadør i Nederlandene frem til 31. august 2021.
Regeringen har samtidig sat 10 millioner kroner af til bekæmpelse af maritim kriminalitet. Konkret betyder det, at regeringen styrker den danske stabiliseringsindsats i Guineabugten under Freds- og Stabiliseringsfonden. Fonden har en række eksisterende engagementer i regionen, som i samarbejde med relevante kyststaters regeringer styrker den regionale kapacitet på udviklings- og sikkerhedsområdet. Den nye støtte bringer Freds- og Stabiliseringsfondens samlede indsatser i Guineabugten op på 56 millioner kroner.
– Danske skibe skal kunne sejle frie, sikre og stolte på verdenshavene. Piratangrebene på danske skibe i Guineabugten må stoppes. Det kræver en international indsats, hvilket jeg er i løbende drøftelser med Danmarks venner og allierede om. Med en ny særlig repræsentant og flere midler vil Danmark samle lande om nye indsatser mod pirateri, øge stabiliteten i området og opruste den diplomatiske indsats for international samling og handling, siger udenrigsminister, Jeppe Kofod.
Der befinder sig dagligt i gennemsnit 30-40 danskopererede skibe i Guineabugten, og Danmark transporterer gods for næsten 10 mia. kr. til regionen.