Hvordan undgår rederierne at blive gidsler i migrantkrisen?

Foto: Danske rederier.

Handelsflåden er flere gange kommet i klemme ved at hjælpe migranter i havsnød i Middelhavet. I dag debatterer europaparlamentariker Marianne Vind, Europa-Kommissionen, Danske Rederier og flere andre, hvad løsningen kan være.

Publisert Sist oppdatert

38 dage. Så længe sad 27 migranter i Middelhavet ombord på det danske tankskib, Maersk Etienne, før de blev overflyttet til et NGO-skib og derefter landsat.

Episoden udspillede sig sidste år i august og september og afslørede et akut behov for at finde ud af, hvordan handelsskibe undgår at blive gidsler i et storpolitisk spil om migranter. Ingen lande var nemlig villige til at lade migranterne gå i land.

I dag inviterer medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, Marianne Vind, til virtuel debat om netop migranter i Middelhavet og handelsflådens rolle, og hvordan EU kan hjælpe med at løse problemet.

– Danske fartøjer har ofte været involveret i redningsaktioner, når migranter er kæntret i Middelhavet. De gør deres pligt ifølge international havret, men Mærsk Etienne-sagen viste os, at situationen ikke er holdbar. Den langsigtede løsning er selvfølgelig at få stoppet menneskesmuglerne, der bedriver forretning på migranternes ønske om at komme til Europa. Men på kortere bane skal vi have sikret klarhed for branchen, siger Marianne Vind.

EU-systemet kommer til kort
Danske Rederier har bistået med at arrangere og ser frem til en god debat:

– Det var en helt uacceptabel situation for alle involverede, da Maersk Etienne lå for anker i over en måned i Middelhavet sidste år. Kaptajnen, besætningen og rederiet stod i en fastlåst situation efter at have udført deres juridiske og moralske pligt, og dag for dag blev situationen – også for migranterne – mere og mere uholdbar. I sidste ende kom der en humanitær løsning, men EU-systemet kom til kort, og derfor er det godt med en drøftelse af, hvordan EU kan være med til at sikre, at noget lignende ikke sker igen, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.

Migranterne ombord på Maersk Etienne blev overført til ’Mare Jonio’, efter det lægefaglige personale om bord på NGO-skibet vurderede, at migranternes tilstand krævede øjebliklig behandling.

Udover Marianne Vind holder repræsentanter fra EU-Kommissionen, rederierne og NGO’er blandt andet holde oplæg til det virtuelle debatmøde torsdag.

Powered by Labrador CMS