Danske Maritime: Coronapas skal anerkendes internationalt

Arkivfoto: Danske Maritime

Et coronapas er umiddelbart en god nyhed, men hvis det rigtig skal batte for erhvervsrejsende, kræver det, at det anerkendes udenfor landets grænser, siger Danske Maritime.

Publisert Sist oppdatert

Som mange andre dele af dansk erhverv klapper Danske Maritime i hænderne over, at regeringen indenfor nogle måneder vil indføre et coronapas, som skal dokumentere, om man er vaccineret. Det vil gøre det nemmere for erhvervsrejsende, men det afhænger i høj grad af, om coronapasset accepteres i andre lande.

– Det er helt afgørende for virksomhederne i den danske maritime industri, at de kan sende medarbejdere rundt i verden så smidigt som muligt, og derfor har vi længe arbejdet hårdt på at få et coronapas. Det er dog vigtigt at sikre, at det danske coronapas anerkendes internationalt – altså ikke alene i EU, men også i resten af verden, herunder ikke mindst de store skibsbygningsmarkeder i Asien. Så det er en utrolig god nyhed, men vi vil fortsat være i dialog med Folketinget om passets udformning og anvendelighed, siger administrerende direktør hos Danske Maritime, Jenny Braat.

Løsningen udvikles i et partnerskab med Dansk Industri, Dansk Erhverv og kulturlivet for at sikre, at det rammer den konkrete efterspørgsel.

Powered by Labrador CMS