Video: Her slukkes ilden på brændende DFDS-færge

DFDS Pearl Seaways. Arkivfoto: DFDS.
DFDS Pearl Seaways.

Ingen kom til skade, da fragtfærgen Gallipoli Seaways, der sejler under tyrkisk flag, brød i brand torsdag eftermiddag ved Dardanellerne.

Publisert Sist oppdatert

Torsdag eftermiddag brød DFDS-færgen Gallipoli Seaways, der sejler fast imellem Istanbul i Tyrkiet og Trieste i Italien, ifølge flere internationale medier i brand efter at have passeret Dardanellerne i den nordvestlige del af Tyrkiet. Skibets kaptajn slog alarm, imens besætningen forsøgte at afgrænse og slukke branden på det 193 meter lange skib.

Flere skibe med brandslukningsudstyr kom til undsætning, og som videoen herunder viser, sprøjtede to slæbebåde vand på skroget for at køle det ned. Gallipoli Seaways, der sejler under tyrkisk flag, ankom tidligt på aftenen i Akcansa Havn, hvor slukningsarbejdet fortsatte til ud på natten.

Angiveligt slap alle ombordværende – 12 besætningsmedlemmer og 12 passagerer – med skrækken. Ilden blev i løbet af natten slukket, og ingen kom til skade. Gallipoli Seaways er en 26.525 GT stor fragtfærge, som fragtede 220 køretøjer, da ulykken indtraf. Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvordan branden er opstået.

Powered by Labrador CMS