Positiv årsrapport fra Det Blå Danmark

Foto: Danske Rederier.

Trods et vanskeligt år under coronanedlukningen, så var den maritime industri midt i et opsving, da krisen kom. Det giver håb for fremtiden, siger administrerende direktør hos Danske Maritime i en pressemeddelelse.

Publisert

Søfartsstyrelsen har netop præsenteret sin årlige rapport om produktion og beskæftigelse, som giver et overblik over, hvordan Det Blå Danmark klarer sig. Ser man nærmere på tallene for 2019 i den maritime industri, det vil sige skibsbygning og udstyr, er der god grund til at glæde sig over de nye tal. De viser nemlig, at den maritime industri var i gang med et tydeligt opsving i 2019, før coronakrisen for alvor ramte verden, og det giver håb for fremtiden, siger administrerende direktør hos Danske Maritime, Jenny Braat i en pressemeddelelse..

”Det kan måske lyde lidt selvmodsigende at glæde sig over gode tal for 2019, når 2020 har været så ekstremt svært for mange virksomheder. Men tallene viser, at den maritime industri i Danmark generelt klarer sig godt på verdensmarkedet, og når man bliver ramt af en krise, er det fundament, man står på, utrolig vigtigt.”

Tallene i rapporten viser, at der blev skabt flere nye arbejdspladser i branchen, og bruttoværditilvæksten var opadgående og steg med næsten 30 procent fra 29 milliarder kroner i 2018 til 38 milliarder kroner 2019. Produktionsværdien for den maritime industri nåede desuden et historisk højt niveau med over 100 milliarder kroner i 2019.

Rapporten slår dog desuden fast, at gennemsnitsalderen blandt de beskæftigede i Det Blå Danmark fortsat er stigende. Således udgjorde gruppen af medarbejdere på 50 år og derover 38,7 procent i 2019 mod kun 35,7 procent i 2016.

I 2020 har krisen imidlertid haft alvorlige konsekvenser for den samlede maritime branche, og mange vigtige ordrer et blevet aflyst eller sat på stand by.

”Men jeg tror på, at den danske maritime industri kommer stærkt igen, fordi det daværende opsving illustrerer en stigende efterspørgsel efter danske produkter og serviceydelser i udlandet. Ikke mindst inden for grønne løsninger, hvor den danske maritime industri fortsat har et forspring. Samtidig skal store dele af den omfattende globale flåde opgraderes i de kommende år, og det giver grund til at tro, at der er gode muligheder for branchen på bagkant af krisen”, siger Jenny Braat.

Powered by Labrador CMS