Direktør afviser Hirtshals Havn

Foto: Hirtshals Havn.

Hirtshals Havn opsagde i sidste uge administrerende direktør Jens Kirketerp Jensen, men tilbød ham i samme ombæring at fortsætte sin gang på havnen. Det ønske er dog blevet blankt afvist, skriver havnen i en pressemeddelelse.

Publisert

Efter en ekstern konsulentundersøgelse af Hirtshals Havn offentliggjorde havnens bestyrelse i sidste uge, at de havde opsagt samarbejdet med både vicedirektør Karin Eilers samt den administrerende direktør Jens Kirketerp Jensen. Alligevel mente havnen, at sidstnævntes erfaring og kompetencer fortsat er relevante for havnen, og han blev derfor tilbudt en ny fremtrædende rolle i havnens fremtidige organisation. Men den har han altså nu takket nej til.

– Vi havde gerne set en fortsat tilknytning til havnen, men samtidig respekterer vi naturligvis Jens’ beslutning, siger Anker Laden-Andersen, Bestyrelsesformand hos Hirtshals Havn i pressemeddelelsen.

Jens Kirketerp Jensen fratræder dermed sin stilling ved udløbet af hans opsigelsesperiode den 31. december 2021.

Processen omkring ansættelsen af en ny leder for Hirtshals Havn er allerede igangsat, og den forventes at være afsluttet i løbet af 2. kvartal 2021.

Til at varetage havnens forskellige forretninger under ansættelsesprocessen har bestyrelsen hos Hirtshals Havn valgt at udnævne tidligere teknisk direktør ved Hjørring Kommune Andreas Duus som konstitueret administrerende direktør. I kraft af sin tidligere stilling har Andreas Duus et bredt kendskab til Hirtshals Havn og ikke mindst dens kunder og brugere.

Powered by Labrador CMS