Maritime Stars: Her er gevinsten for stjernerne
Pitcharrangementet i årets udgave af Maritime Stars godt i gang i GrowALL’s iværksætterhus i Aalborg, og flere iværksættere har allerede præsenteret deres idéer og virksomheder til de 24 fyrtårnsvirksomheder i den maritime branche.
De fem iværksættere, der slipper igennem nåleøjet, kan se frem til at deltage i et ni måneders langt program fra april til december, hvor den maritime og logistiske branches fyrtårnsvirksomheder står klar med rådgivning, sparring og udvikling.
Undervejs får iværksætterne mulighed for at deltage i tre såkaldte sprints, der klæder dem på i forhold til det at vokse som forretning. De tre sprints foregår over to dage hver, hvor én af projektets fyrtårnsvirksomheder sammen med Marlog er vært.
Ved de tre sprints vil der være fokus på blandt andet plan for advisory boards, strategi, salg, indkøb, kontrakter og pitchtræning samt et pitchevent med danske og udenlandske investorer.
Derudover får hver iværksætter sin egen mentor i form af en fyrtårnsvirksomhed fra branchen, en personlig forretningsudvikler, adgang til maritim ekspertise, inspiration fra de andre iværksættere og et professionelt netværk af etablerede maritime virksomheder og et budget på 75.000 kroner til eksterne rådgivere.