Jysk færgekrig fortsætter: Nu klager erhvervslivet

Arkivfoto: Norddjurs Kommune

Selvom de erhvervsdrivende på Anholt er blevet stillet flere passagerer på øens færge i sigte, ser intet ud til at have ændret sig. Derfor har SæsonErhverv Anholt sendt en klage til Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune.

Publisert

Selvom færrgeudvalget i Norddjurs Kommune, der ejer Grenaa-Anholt Færgefart, egentligt havde godkendt flere passagerer på afgangene til og fra den lille ø, så er der fortsat mangel på billetter til overfarten, og derfor har erhvervslivet på Anholt nu sendt en klage til kommunen for at få ændret rederiets fortolkning af corona restriktionerne.

”I skrivende stund er der 58 udsolgte afgange fra Grenaa og 54 fra Anholt frem til den 29. august, hvilket blandt andet betyder, at man ikke kan komme til og fra Anholt i stort set hele juli måned”, står der i en klage fra erhvervsforeningen Sæsonerhverv Anholt til Norddjurs Kommunes teknik- og miljøudvalg.

Transportministeriet har udsendt en generel anbefaling om at begrænse antallet af passagerer på alle færgeafgange med 50 procent, og på færgen til Anholt svarer det til maksimalt 71 passagerer i perioden januar til maj – men så mange er passagerer er der altså langt fra på de nuværende sejladser, og det skyldes mange enkeltpersonsbookinger, lyder det fra Færgeudvalget.

”Vi har målt færgen op. Det viser, at vi kan have 41 enkeltpersoner og maksimalt 71 passagerer, hvis de er tilmeldt grupper,” forklarer formanden for Færgeudvalget i Norddjurs Kommune, Jens Johan Richardy til TV2 Østjylland.

Ifølge ham er det nemlig ikke gruppebookinger, der er flest af på overfarten, og derfor er der altså fortsat langt færre passagerer på overfarten til Anholt – og altså færre besøgende til byens erhvervsliv.

Powered by Labrador CMS