Stort forsikringskrav koster Hirtshals Yard livet

Luftfoto over Hirtshals Havn. Arkivfoto: Hirtshals Havn
Luftfoto over Hirtshals Havn.

Et forsikringskrav på et stort to-cifret millionbeløb efter at en flydedok tilbage i 2018 væltede, kommer nu til at koste Hirtshals Yard livet.

Publisert Sist oppdatert

Det er et forsikringskrav på et stort tocifret millionbeløb fra det norske forsikringsselskab Havtrygd, der endeligt har trukket tæppet væk under selskabet, og selvom Hirtshals Yard, medarbejderne og investorgruppen bag værftet siden ulykken med den kæntrede dok i 2018 har arbejdet hårdt for at skabe drift og bevare de godt 100 arbejdspladser, som er tilknyttet værftet, så er det ikke lykkedes at holde skruen i vandet.

Efter at forligsforhandlinger med Havtrygd er endt uden resultat, har bestyrelsen i Hirtshals Yard truffet den tunge beslutning at lade værftet kaste håndklædet i ringen. Forsikringskravet bliver således det endelige dødsstød for værftet i sin nuværende form.

”Tanken om, at sagen skulle koste Hirtshals Yard livet, har ikke strejfet os, og jeg må virkelig tage hatten af for medarbejderne og den nye ledelses arbejdsomhed og loyalitet gennem snart tre års intens kamp. Vi kan dog på ingen måde mønstre et så stort forsikringskrav fra Havtrygd. Oven i en i forvejen presset økonomi og uden vilje fra forsikringsselskabet til at indgå et forlig har vi desværre ikke andre muligheder end at lade det eksisterende selskab ophøre,” siger bestyrelsesformand Torben Andersen.

Det helt afgørende for Hirtshals Yard er at bevare værftets og underleverandørernes godt 100 arbejdspladser. Derfor overtager et nyt selskab under samme navn både medarbejdere, kunder og igangværende ordrer, og dermed er den værst tænkelige konsekvens af konkursen afbødet med stor velvilje fra investorkredsen bag Hirtshals Yard.

”De klart største tabere i den her meget beklagelige rekonstruktion er vores ejere i Hornsnes Invest, der netop investerede i selskabet efter dokulykken i 2018. Vi har også en række mindre kreditorer, som ligeledes vil lide tab, men fordi Hornsnes Invest har tilbudt at videreføre Hirtshals Yard, har vi kunnet sikre arbejdspladserne, og vores kreditorer har også fremover et værft i byen at samarbejde med. Nu handler det om at skabe ro omkring værftet og videreføre den struktur og de arbejdsgange, som vi kan se, at Hirtshals Yard, Corona eller ej, har haft stor succes med,” siger administrerende direktør i Hirtshals Yard, Peter Rishøj Jørgensen, der også vil stå i spidsen for det rekonstruerede Hirtshals Yard.

Bag Hornsnes Invest står selskaberne Asbjørn A/S, Rederiet Ruth A/S, Beinur A/S og Rederiet Isafold A/S, der udgøres af fire pelagiske fiskefartøjer med hjemhavn i Hirtshals. Hirtshals Yard er blandt landets førende, når det gælder servicering, reparation og vedligeholdelse af fiskefartøjer, færger og meget andet, hovedsageligt i den maritime branche.

Powered by Labrador CMS