EU-kompromis sikrer klarhed om kvoter frem til august

u10-prehn

Selvom der er fremdrift i fiskeriforhandlingerne mellem Storbritannien og EU, udestår der stadig en aftale om kvoterne for 2021. Derfor er EU’s fiskeriministre blevet enige om et kompromis, der sikrer klarhed for fiskerne frem til august. Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Publisert Sist oppdatert

Det er for nylig
lykkedes at lande fiskeriaftaler mellem EU, Norge og Storbritannien og mellem
EU og Norge om de fælles bestande. Men selvom der er fremdrift i
forhandlingerne, udestår der fortsat en aftale om kvoterne for de bestande, som
Storbritannien og EU er fælles om. Derfor er EU’s fiskeriministre i dag blevet
enige om at fastsætte kvoterne for EU’s fiskere til og med 31. juli, så der
fortsat kan fiskes, mens der arbejdes hårdt på at få en aftale på plads med
Storbritannien.

Kvoterne
fastsættes som udgangspunkt på et niveau, der svarer til 7/12 af den forventede
endelige kvote, idet der dog vil blive taget højde for sæsonbetonede fiskerier.
Det skyldes, at kvoterne er gyldige for årets første 7 måneder. For tobis og
sperling fastsættes kvoteniveauet allerede nu til 100 pct. af det niveau, som
den videnskabelige rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES)
tilsiger.  Fiskeriet efter tobis vil
således kunne begynde 1. april og hele årets kvote vil kunne udnyttes, hvilket
har været en stor prioritet for Danmark, som har 96% af EU’s kvote.

”Først og
fremmest er jeg glad for, at fiskerne med denne aftale får vished for kvoterne
et godt stykke tid ud i fremtiden. Det havde selvfølgeligt været bedre, hvis vi
kunne have fastsat endelige kvoter for året, men det har altså ikke været
muligt, givet den helt særlige situation vi står i med Storbritannien. Og så er
jeg glad for, at fiskeriet efter tobis kan begynde her til den 1. april. Det
har været en stor prioritet for Danmark i forhandlingerne,” udtaler
fiskeriminister Rasmus Prehn.

De midlertidige
kvoter blev allerede fastlagt for årets første 3 måneder i EU-aftalen mellem
fiskeriministre kort før jul. Det er denne aftale, som dagens beslutning lægger
sig i kølvandet af. Dagens aftale skal nu formaliseres, så fiskeriet efter
bl.a. tobis kan begynde fra 1. april.

Powered by Labrador CMS