Regeringen lukker 19 havområder for erhvervsbrug

CO2 kan deponeres under Nordsøen. Arkivfoto: Maersk Drilling
CO2 kan deponeres under Nordsøen.

19 områder i havet omkring Danmark bliver nu beskyttet. I 12 af områderne vil der for første gang være streng beskyttelse af livet i havet. Samtidig udpeges 6 nye fuglebeskyttelsesområder på mere end en million hektar. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Publisert

Med de nye havstrategiområder i Nordsøen og den centrale Østersø bliver der for første gang udpeget havområder i Danmark med streng beskyttelse. De strengt beskyttede områder vil udgøre 4,1 procent af Danmarks havområder, og her vil være et totalt forbud mod fiskeri.

Søfjerens vejren på havbunden. Marsvinets mulighed for uforstyrret at boltre sig. Havlittens fugleflugt over danske farvande. Alt sammen liv, der kræver ro og plads. Nu tager regeringen et vigtigt skridt for netop at skabe bedre vilkår for den vilde natur i havet.

Regeringen vil udpege 13 områder i Nordsøen og i Østersøen omkring Bornholm som beskyttede havstrategiområder. Det betyder, at blandt andet bundslæbende fiskeri, råstofindvinding, havbrug og klapning bliver forbudt i områderne. De beskyttede havstrategiområder sendes i høring og skal senere indgå i et indsatsprogram for Danmarks havstrategi og kommer til at indgå i forslag til havplanen.

”Livet i havet er under pres. Vi skal gøre mere for at passe godt på den natur, som ikke lige er til at se under havets overflade. Lige fra molboøsters til småplettede rødhajer og fiskebestande. Her spiller beskyttede områder en vigtig rolle. Nu kommer regeringen med en ambitiøs plan for nye beskyttede områder på havet, og for første gang nogensinde også strengt beskyttede områder med ekstra plads til naturen og biodiversiteten,” siger miljøminister Lea Wermelin.

De beskyttede områder betyder, at særligt livet ved havbunden ikke bliver forstyrret, og at arter som søfjer, fisk og marsvin får bedre vilkår.

– Danmark er vigtig ikke bare for de danske fugle men for verdens fugle, fordi vi er et centralt stop på mange trækfugleruter. Der er tidligere blevet gjort alt for lidt for at beskytte trækfuglene. Nu vil regeringen udpege områder, så vi kan passe bedre på fx ederfugle og havlit. Så store fuglebeskyttelsesområder er der ikke blevet udpeget på én gang i årevis, siger Lea Wermelin.

Fuglebeskyttelsesområderne kommer til at ligge i Flensborg Fjord, Sejerøbugten Smålandsfarvandet, i det nordvestlige Kattegat, ved Rønne Banke og i Skagerrak. Det betyder, at myndigheder som udgangspunkt ikke kan give tilladelse til aktiviteter i området, der kan skade fuglene.

Se regeringens plan for hvilke havområder, der skal lukkes her

Powered by Labrador CMS