Stor renovering af tanke til skibsbrændstof på olieterminal

Foto Port of Aalborg
Foto Port of Aalborg

Port of Aalborg anlagde kort før påske to nye rørledninger ved Nordjyllandsværket. De nye rørledninger er del af en større renovering af olieterminalens fire tanke, der aktuelt benyttes til opbevaring af skibsbrændstof, men som nu også er klar til opbevaring af flere forskellige produkter i fremtiden. Det skriver havnen på sin hjemmeside.

Publisert

Tilbage i 2015 overtog Port of Aalborg olielageret ved Nordjyllandsværket, som ikke længere benyttes til værkets drift. Olielageret består af fire 55.000 kubikmeter store tanke, der indtil da havde været inaktive i mere end 15 år. Siden har havnen været i fuld gang med at renovere og opgradere tankanlægget med henblik på at genoptage og fremtidssikre driften.

I den forbindelse har Port of Aalborg netop anlagt to nye rørledninger, der forbinder den vestlige ende af områdets havnefaciliteter med tankanlægget.

”Hidtil har vi haft en aftale med Aalborg Forsyning om adgang til en over én kilometer lang pumpeledning, som går under Aalborg Forsynings område. Men da Aalborg Forsyning er i fuld gang med en grøn omstilling af Nordjyllandsværket, der blandt andet indebærer et større nedbrydningsarbejde, ville det inden for en nær fremtid ikke længere være muligt,” fortæller havnekaptajn Claus Rosenbeck

”Med de nye rørledninger kan vores kunder nu lægge til ved havnefaciliteternes vestlige ende og herfra blive koblet på tankanlægget. I den forbindelse har vi desuden investeret i dels en opgradering af nogle 20 tons pullerter, så de nu kan klare 60 tons pæletræk, og dels i en helt ny stormpullert, der kan klare 100 ton, som skal sikre, at vi også kan håndtere de helt store skibe langs kajen,” siger han.

De senere års renovering af tankanlægget har ført til, at Port of Aalborg aktuelt har lejeaftaler for alle fire tanke. I dag benyttes tankene til opbevaring af skibsbrændstof, men i princippet kan de fire tanke opbevare forskellige produkter, og det er netop årsagen til, at Port of Aalborg har valgt at investere i to rørledninger i stedet for blot én som tidligere:

”I første omgang skal begge rørledningerne benyttes til at transportere skibsbrændstof, men ved at have to rørledninger får vi nu mulighed for at håndtere forskellige produkter, der ikke tåler sammenblanding. Det er med til at fremtidssikre tankanlægget, så vi blandt andet kan følge med udviklingen inden for søfarten, hvor der udvikles stadig flere forskellige mere klimavenlige alternativer,” siger Commercial Manager, Michael Rosenkilde Lind.

Udover Nordjyllandsværket driver Port of Aalborg også olieterminal på den sydlige del af fjorden ved Rørdalsvej.

Powered by Labrador CMS