Pulje klar til at støtte CO2-lagring i Nordsøen

Klimaminister Dan Jørgensen. Foto: Klima- Energi- og Forsyningsministeriet
Klimaminister Dan Jørgensen.

Udtjente olie- og gasfelter i Nordsøen kan snart få nyt liv, når blandt andet danske virksomheder for første gang kan søge tilskud i en CCS-pulje til at sende CO2 tilbage i undergrunden. Det skriver Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Publisert

Fangst og lagring af CO2 – også kaldet CCS – har stort potentiale for at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser, og skal bidrage markant til at komme i mål med 70 procent-målsætningen. En ny pulje på 197 mio. kroner skal nu hjælpe med at udvikle CCS-teknologien.

”Lagring af CO2 spiller en afgørende rolle for at nå vores ambitiøse klimamål om 70 procents reduktion i CO2-udledninger i 2030. CCS har et stort potentiale – nu handler det om at få teknologien op i skala og ned i pris, og det understøtter vi med denne pulje. Inden sommerferien vil regeringen så præsentere en national strategi for CCS, så vi kan få rammerne på plads for teknologien,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

Midlerne i puljen er afsat som en del af Nordsøaftalen fra december 2020, og de skal gå til projekter med fokus på nye teknologier til lagring af CO2 i udtjente olie- og gasfelter i Nordsøen. Både virksomheder, universiteter, GTS-institutter, forsyningsselskaber og offentlige institutioner kan søge om midlerne fra puljen.

”Den danske undergrund har indtil nu været historien om olie og gas. Nu er det tid til at skrive et nyt, grønt kapitel. Undergrunden har et stort potentiale til lagring af den CO2, vi skal af med, og samtidig vil mange af dem, der har arbejdet i olie- og gasindustrien, kunne bruge deres kompetencer på dette nye område. Det giver rigtig god mening for både klimaet og beskæftigelsen,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

Midlerne udmøntes under Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP). Den nye pulje åbner for ansøgere i juni 2021 med ansøgningsdeadline i begyndelsen af september. Afgørelsen gives i december 2021.

Powered by Labrador CMS