Klimaminister jubler over ny klimaaftale i EU

0
Klimaminister Dan Jørgensen. Foto: Klima- Energi- og Forsyningsministeriet

Danmark har en stor andel i den nye ambitiøse klimalov i EU. Det siger klimaminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Medlemslandene i EU er blevet enige om at reducere CO2-udledningen med mindst 55 procent inden 2030 – en markant forskel fra det nuværende mål, der lyder på en reduktion på 40 procent sammenlignet med niveauet i 1990, og det glæder Danmarks klimaminister Dan Jørgensen.

”EU’s første klimalov er et historisk grønt tigerspring for Europa. Den kommer på et rigtig godt tidspunkt lige op til Bidens klimatopmøde, og fasttømrer endnu engang EU’s globale lederskab på klimaområdet. I de kommende dage mødes verdens største udledere med fokus på at løfte det globale ambitionsniveau, og EU’s høje ambitionsniveau vil være med til at lægge massivt pres på store udledere som Kina, Indien og Brasilien,” siger han.

Læs også: EU opjusterer mål for CO2-udledning markant

Netop Danmark har som klimavenligt forgangsland presset på for at forbedre aftalen.

”Danmark har i den grad medvirket til at sikre den ambitiøse aftale. Vi har vedvarende lagt pres på for mere ambitiøse og juridisk bindende mål på europæisk plan. Vi er ambitiøse i Danmark, men det er i EU, vi virkelig kan flytte noget. Med opjusteringen af EU’s 2030 klimamål på mindst 55 procent må man sige, at det lykkedes, selv om vi gerne havde set et højere mål,” lyder det fra klimaministeren.

”Der er mange danske grønne fingeraftryk på aftalen, som vi kan være stolte af. Blandt andet er der fastlagt en god proces for 2040-målet og den danske model med klimapartnerskaber bliver nu kopieret på EU-niveau. Det er også vigtigt, at der oprettes et rådgivende videnskabeligt organ, der – som vi i Danmark kender det fra Klimarådet – blandt andet skal vurdere, om der er overensstemmelse mellem EU’s mål og klimahandling,” siger Dan Jørgensen.

(Visited 33 times, 1 visits today)

SKRIV EN KOMMENTAR

Skriv din kommentar!
Skriv dit navn her