Amerikansk klimamål sender danske aktier i vejret

Vestas Offshore vindmøller. Arkivfoto: Vestas
Vestas Offshore vindmøller.

Annoncering af USA’s nye klimamål har fået aktierne i Vestas og Ørsted til at stige med 23 og 26 milliarder kroner. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau.

Publisert

USA er hoppet med på bølgen om at forbedre sin målsætning om at mindske forbruget af CO2. Under det virtuelle klimatopmøde, der startede torsdag, lovede den amerikanske præsident Joe Biden nemlig, at landet skal halvere sin CO2-udslip før 2030.

Dén melding har efterfølgende sendt aktierne i vejret hos de danske selskaber Vestas og Ørsted, der begge kan få gavn af et øget politisk fokus på grøn energi.

Vestas-aktien stiger 9,5 procent til 1319 kroner, mens Ørsted stiger 6,7 procent til 981,40 kroner. I kroner og øre er værdien af Ørsted steget med 26 milliarder kroner til 412,5 milliarder kroner. Vestas’ værdi er steget 23 milliarder kroner til 266 milliarder kroner.

Amerikanernes tidligere mål i Parisaftalen har været en nedskæring på mellem 26 og 28 procent inden 2025 sammenholdt med udslipsniveauet i 2005, og landets nye målsætning vil indebære dramatiske forandringer i energi- og transportsektorerne, deriblandt store stigninger i investeringer i vedvarende energikilder som vindmøller og solcelleanlæg samt store nedskæringer i udslip af olie og benzin.

Vestas producerer og opstiller vindmøller, mens Ørsted står for at udvikle og eje vindmølleparker.

Powered by Labrador CMS