Danske Rederier: Vigtigt med statsministerens fokus på skibsfarten

Arkivfoto: Danske Rederier

I sin tale til Bidens store klimatopmøde i eftermiddag vil statsministeren blandt andet tale om Danmarks ledende rolle i den grønne omstilling af skibsfarten.

Publisert

Når statsminister Mette Frederiksen får ordet til det virtuelle klimatopmøde ’Leaders Summit on Climate’ vil hun blandt andet sætte fokus på dansk skibsfart og dens ledende rolle i at begrænse skibenes CO2-udledninger.

Det er man meget tilfreds med hos Danske Rederier.

”Vi er glade for, at statsministeren med sin tale vil sætte et globalt fokus på det, der på rekordtid er blevet vores vigtigste mission: At få reduceret skibsfartens CO2-udledninger og gøre den helt CO2-neutral før 2050,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Selv om skibsfarten er langt den mest klimavenlige transportform, når varer skal fragtes fra den ene side af kloden til den anden, så udleder den samlede globale skibsfart omkring tre procent af verdens CO2. Det svarer ca. til Tysklands samlede udledninger.

”Som verdens femte største søfartsnation – og med vores ”gule klima-førertrøje,” har vi i Danmark et særligt ansvar for at gå forrest og være med til at finde løsninger. Vi skal dreje skibsfarten ind på en mere bæredygtig og klimavenlig kurs, og der er vi i dansk skibsfart nogle af dem, der er længst fremme,” siger Anne H. Steffensen.

Det virtuelle klimatopmøde vil blive livestreamet via hjemmesiden www.state.gov/leaders-summit-on-climate/

Powered by Labrador CMS