ShippingLab forstærker styregruppen med gammel kending

Claus Graugaard. Foto: ShippingLab
Claus Graugaard.

Det Blå Danmarks platform for maritim forskning, udvikling og innovation, ShippingLab, udvider styregruppen med Claus Graugaard, Head of Onboard Vessel Solutions hos Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping (ZCS). Det skriver ShippingLab i en pressemeddelelse.

Publisert

De stærke samarbejder på tværs af Det Blå Danmark i ShippingLab er med til at sikre, at branchen også i fremtiden besidder kompetencerne til at være verdensførende i et stærkt konkurrencepræget globalt marked.

I den sammenhæng har ShippingLab nu valgt at udvide styregruppen. Hensigten er at skabe et endnu stærkere samarbejde og en styrket og givende videndeling på tværs af branchen og at sikre sammenhæng med udviklingen inden for decarbonisering og grøn omstilling af skibsfarten på internationalt plan.

Claus Graugaard har tidligere været en del af ShippingLabs styregruppe gennem sit arbejde for J. Lauritzen (nu BW Epic Kosan) og kender derfor særdeles godt til ShippingLabs rolle som en effektiv samarbejdsplatform for både store og små aktører i den danske maritime branche:

”Jeg er glad for at være tilbage som en aktiv del af ShippingLab, hvor jeg har oplevet, at vi på tværs af Det Blå Danmark er blevet mere tilbøjelige til at dele erfaringer, viden og data for sammen at blive stærkere. Det, synes jeg, er utrolig inspirerende, og det bidrager til at nå vores fælles ambitiøse målsætninger indenfor grøn omstilling. Hos ZCS er vores helt overordnede mål en CO2-neutral skibsfart. I ShippingLab er vi i forvejen involverede at skabe en valideringsplatform for CO2-reducerende brændstoffer, og vores fælles indsats og viden vil kunne skabe et stærkt samspil og underbygge Danmarks position indenfor bæredygtighed,” siger Claus Graugaard.

Bag ShippingLab står en lang række rederier, maritime teknologivirksomheder, universiteter, GTS-institutter, organisationer og offentlige styrelser, og ShippingLab har dermed en bred opbakning og stor erfaring i eksekveringen af samarbejdsprojekter på tværs af fagskel.

Det er meget afgørende med en fælles platform på tværs af branchen, som ikke er styret af politiske interesser, men hvor virksomheder og andre mødes ud fra en fælles interesse og viden om et givent emne, siger Kjeld Dittmann, formand for ShippingLab:

”Derfor er jeg også utrolig glad for at kunne byde ZCS velkommen som nyt medlem. Det vil hjælpe os med at sikre, at der er en lige linje mellem det, vi fokuserer på i vores arbejde, og de langsigtede strømninger inden for decarbonisering. Hos os er det de fælles ambitioner, der driver værket, og centeret passer utrolig godt ind i den ramme. Den grønne omstilling af den globale skibsfart er en kæmpe udfordring, som kræver mange løsninger, mange tiltag og mange dygtige parter at nå i mål med. Så vi vil uden tvivl får stor glæde af hinandens viden og kompetencer,” siger Kjeld Dittmann.

Powered by Labrador CMS