Maritim uddannelse får ny addresse

Værftshallerne skal på sigt huse uddennelsen. Arkivfoto Helsingør Kommune
Værftshallerne skal på sigt huse uddennelsen. Arkivfoto Helsingør Kommune

Bådebyggeruddannelsen hos U/Nord flytter fra Hillerød til havnebyen Helsingør. Det skyldes, at uddannelsen oplever en stigende interesse fra kommende studerende, skriver U/Nord i en pressemeddelelse.

Publisert

U/Nords bådebyggeruddannelse hos flytter fra august 2021 fra Hillerød til lokaler på Rasmus Knudsens Vej i havnebyen Helsingør. Flytteplanerne er langt fra nye, men de er til gengæld blevet fremskyndet tre år, da uddannelsen oplever en stigende interesse fra kommende studerende.

”Vi har de seneste 2 år set en markant vækst på de maritime uddannelser. Og vi dækker hele kongeriget og lidt til. Der kommer elever fra Hvide Sande, Hirtshals, Århus, Svendborg og Faaborg og også fra Færøerne og Grønland for at uddanne sig til bådebyggere hos os,” siger Jacob Krøyer Olsen, der er uddannelseschef for de maritime uddannelser.

De nye lokaler på Rasmus Knudsens Vej bliver dog betragtet som et midlertidigt stop, for senere er planen, at uddannelsen skal rykke helt tæt på havet, når eleverne indtager Værftshallerne helt nede ved havnen.

Helsingør trækker især, fordi der i forvejen eksisterer et maritimt miljø med maritime virksomheder som Knud E. Hansen, Kalechesmeden, Sejlservice – for ikke at glemme M/S Museet for Søfart, Veteranskibet SS Bjørn og skoleskibet Zar, og det skaber gode muligheder for at skabe et studiemiljø med et stort fokus på det maritime.

Det er uddannelsens håb, at der kommer til at være foredrag og præsentationer fra virksomheder, kulturinstitutioner, andre uddannelsesinstitutioner samt maritime personligheder.

”Vores samarbejde med Helsingør Kommune er essentielt, for at vi kan skabe de optimale rammer for undervisningsfaciliteter, målrettet netop disse fag og dermed give mulighed for at udvikle os som uddannelse samt mulighed for at indgå i et maritimt miljø,” udtaler direktør for U/NORD Flemming Zachariasen.

Powered by Labrador CMS