Esvagt sikrer ny kontrakt med Siemens Gamesa

Foto: Esvagt

Esvagt Dana er tilbage i Baltic 2 offshore vindparken for at assistere Siemens Gamesa under vedligehold. Det skriver Esvagt i en pressemeddelelse.

Publisert

De næste tre til seks måneder skal Esvagt Dana koble sit gangvejssystem til havvindmøllerne i Baltic 2-parken i Østersøen. Esvagt og Siemens Gamesa har nemlig indgået en aftale for 95 dage med option på yderligere tre måneder, og dermed vender Esvagt Dana tilbage til kendte vande og forhold.

Skibet har med succes assisteret i netop Baltic 2 fra november 2019 til august 2020, hvor Esvagt Froude, som har arbejdet i parken, siden Baltic 2 blev bygget, skiftede til nye opgaver i Triton Knoll i engelsk sektor.

”Baltic 2 er en havmøllepark, som passer rigtig godt til Esvagt Dana, og Siemens Gamesa havde specifikt spurgt på, om Esvagt Dana var tilgængeligt. Østersøens vand og den lavere møllehøjde gør, at gangvejssystemet på Esvagt Dana er ideelt tilpasset det arbejde, der skal udføres i parken, og vi havde et rigtig godt samarbejde i parken, sidst vi var der. Det glæder vi os til at bygge videre på,” siger Ib Henrik Hansen, Head of Commercial i Esvagt.

Powered by Labrador CMS