Viking opkøber HydroPen container-brandslukningssystem

HydroPen. Foto: Viking Life-Saving Equipment
HydroPen.

Viking Life-Saving Equipment har opkøbt virksomheden HydroPen, der står bag brandslukningsudstyret af samme navn og bruges til containerbrande, som er leveret til hundredvis af skibe. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Publisert

HydroPens hurtige udbredelse skyldes systemets kombination af innovation, effektivitet og brugervenlighed. Systemet monteres på en af skibets brandslanger og hejses op ved hjælp af en teleskoparm af blot et enkelt besætningsmedlem. Vandtrykket alene driver systemets bore- og sprøjtedyse, som gennemborer containerdøren, hvorefter den skifter til sprøjtefunktion og slukker branden med vand, skum eller CO2 direkte ved kilden.

HydroPen blev grundlagt i 2016 af Martin Winkel, CEO, og Jesper Rosenfeldt Hansen, CTO og systemopfinder. Deres mål var at revolutionere brandslukningsarbejdet om bord på containerskibe ved hjælp af en innovativ, sikker og brugervenlig teknologi.

Omtrent samtidig var der et stigende behov for løsninger i industrien. I 2019 blev der anmeldt ni større containerskibsbrande efterfulgt af 10 hændelser i 2020, og det førende forsikringsselskab inden for transport og logistik, TT Club, estimerer, at der i gennemsnit opstår en containerbrand hver 60. dag. International Union of Marine Insurance har efterlyst forbedringer i skibsdesign og brandslukningsudstyr om bord på ULC-skibe.

Opkøbet følger også i kølvandet på en brand om bord på et containerskib på 4.200 TEU ud for Malaysia i april måned, hvor 50 lokale brandfolk blev sat ind, efter at skibet var vendt tilbage til afgangshavnen og lagt for anker.

“Dette er et vigtigt opkøb for Viking og for sikkerheden i containerskibsindustrien. Vi kontaktede mændene bag HydroPen, kort efter at systemet vandt iværksætterprisen Danish Tech Challenge i 2017. Fra systemets officielle lancering på SMM i 2018 blev Viking eneforhandler af HydroPen, hvilket skulle understøtte ordrer fra nogle af industriens allerstørste navne,” siger Lasse Boesen, Senior Product Manager hos Viking.

“Når en besætning først har stiftet bekendtskab med HydroPen, er der ingen vej tilbage – og siden introduktionen har systemet allerede vist sit værd i virkelige brandslukningssituationer. For nylig har HydroPen også vakt interesse blandt landbaserede brandværn, der har været hurtige til at se systemets værdi,” tilføjer Lasse Boesen.

Powered by Labrador CMS